Jeg har fået en del henvendelser om at være “bange for at dø” – måske fordi det var det, jeg selv fik.
Når jeg tænker tilbage – var det en vild periode at være inde i.
Jeg var bange for at dø hver eneste dag, hvert minut, hvert sekund, hvert åndedrag. Jeg var bare bange for at dø hele tiden. Når jeg tænker over alt det, jeg har været igennem med angsten, klapper jeg mig selv på skulderen. Hold kæft, hvor er jeg sej. Læs også “Har jeg dødsangst?”
Og det er du fandme også – dig, der læser med her og har angst. Du er nok noget af det sejeste jeg nogensinde har mødt, fordi hvis du kan udholde – alle de smerter, gå på arbejde, passe børnene, lave mad – klare alle de gøremål. Hold da kæft, hvor er du sej.
Bange for at dø
Jeg tror, at angst er et grund vilkår hos os, som vi må lære at leve med. Jeg får tit den her; “Jeg gad godt at være der, hvor du er – du er jo kommet helt videre”. Ja, det er jeg på nogen områder og andre områder bakser jeg stadig med min angst. Og det har jeg accepteret – at sådan er mit liv! Noget er nemt og andet er svært for mig. Vi har allesammen et eller andet shit i vores liv – og det skal vi bare vide. Vi skal tænke, at det ikke kun er os.
Jeg var jo bange for at dø – så mine tanker om døden kørte non-stop. Noget af det jeg kan huske allermest var at hele min harddisk – min hjerne – den kunne pludselig huske alle historier, alle events, alle mennesker jeg kendte, der er døde. Det var ligesom et arkiv, der bladrede igennem og fandt alt om DØD. Se også min video om dødsangst
Jeg var så skide bange, fordi jeg havde alle symptomer. Jeg kunne ikke få vejret, havde sindsygt ondt inde i mit hjerte – og det værste var, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved det.
Angst for første gang
Det der kickstartede min angst første gang var, at mit hjerte ud af det blå begyndte at hamre derud med 200 kilometer i timen. Første gang det skete tænkte jeg, at nu måtte jeg gå til lægen. Men fik det ikke gjort. Anden gang mit hjerte gik amok, blev jeg virkelig bange.
Jeg blev svimmel og fik kvalme – og tænkte; “Nu er min time kommet”. Jeg lagde mig ned på gulvet og pustede ud – ringede til min mor – og var utryg og bange. Og hun sagde du ringer til lægevagten.
Og inden jeg lagde på – sagde min mor, du skal bare vide, at da du blev født fortalte lægerne, at du havde en hjertefejl. Hun har jo bare været så sød – men da hun sagde det – kan jeg tydeligt huske, at der skete et skift oppe i min hjerne – ligesom et tog der skifter spor – jeg kunne mærke en forandring i min hjerne. Den skiftede spor og pludseligt blev jeg bange for at dø.
Pludselig var jeg bange for at dø
Da jeg var ude hos lægevagten sendte de mig videre til Hvidovre Hospital – hvor jeg blev undersøgt.Hjertelægen ville gerne have mig ind til yderligere undersøgelser. Jeg skulle gå og vente 2-3 måneder, før jeg blev kaldt ind til en undersøgelse af mit hjerte – hvor de fandt ud af, at mit hjerte var helt fint -der var ingenting.
Men der var min verden allerede faldet ned om ørene på mig.
Svaret på undersøgelsen forandrede ingenting, som jeg ellers havde troet.
Min krop kom pludselig i alarmberedskab – lige efter hospitalsbesøget. Jeg fik for alvor problemer med at sove (som jeg aldrig havde oplevet før).
Hver gang jeg faldt i søvn, gik der ikke mere end 15 minutter før jeg panik vågnede. Forestil dig, at du svømmer under vandet, og nu kan du mærke, at du ikke har mere luft tilbage, og du kommer susende op til vandoverfladen, og hiver efter vejret – sådan panik vågnede jeg natten igennem.Forestil dig hvor træt jeg var om morgenen. Jeg kunne næsten ikke hænge sammen.
Angsten skulle ikke vinde
Men jeg skal ville ikke sygemelde mig. Det var vigtigt for mig, at jeg VANDT denne kamp. Angsten skulle ikke sejre. Men jeg fik det dårligere og dårligere.
Og til sidst måtte jeg jo sygemelde mig – men det ville jeg ikke erkende. Jeg ville simpelthen ikke tabe denne her kamp, mod det her jeg nu havde, som jeg på nuværende tidspunkt ikke 100 % vidste, hvad var. Læs også “Angst for at dø og være alvorligt syg”
Jeg var konstant svimmel. Det er det gode, der er sket. Det er, at jeg begyndte at bruge cykelhjelm.
I næste blogindlæg handler det om, hvad jeg gjorde ved dødsangsten. Hvordan kom jeg ud af det helvede jeg var i? Det fortæller jeg dig næste gang.
Skriv en kommentar, hvis der er noget, du kan bruge fra indlægget. Tak fordi du læste med idag 
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få samtidig mine 7 konkrete råd og værktøjer til at få angsten væk.
Iihhhh kender det selv al for godt desværre 😥
Så min far dø af en blodprop da jeg var barn og siden haft den frygt- angst hver dag.
Jeg panikker over den mindste neglerod 🙈🙈
Nej døden er ikke speciel rar at tænke på og især ikke når kroppen ikke har det godt. Men det er vigtigt at adskille sig selv fra andre mennesker, der dør. Det kan nemlig også trigge mig, men jeg tænker tit på, at det også vil være mega ærgerligt, hvis jeg bruger størstedelen af mit liv på at være bange for døden – den kommer jo om jeg vil det eller ej. Derfor tænker jeg meget over at gøre det jeg brænder for – at leve efter mine inderste drømme – selvom det kan være pokkers svært. Og så tænker jeg meget over at min energi og min sjæl vil leve videre efter min fysiske død. På den måde bliver det lidt lettere for mig at være i.
Hvor er det dejligt at se det du skriver. Det er sådan mit liv er lige nu. Og hvor er man ensom i det. Det er konstant døgnet rundt. Er blevet sat op i angst medicin, håber det hjælper.
Dejligt at du kan bruge det 🙂