En ganske almindelig søndag aften sad jeg i min sofa og slappede af foran fjernsynet.

Pludselig ud af det blå, begyndte mit hjerte at hamre derud af med 200 kilometer i timen.

Jeg blev så forskrækkede.

Med ét blev jeg brandvarm over hele kroppen.

Jeg fik kvalme.

Jeg begyndte at stor svede.

Jeg greb ud efter min telefon og tastede febrilsk mit mors telefonnummer.

Jeg var sindssyg bange!

”Er det her et hjerteanfald”? – tænkte jeg.

Min mor tog telefonen.

”Ring til lægevagten, skat”

”Og sig, at jeg fik at vide, at du havde en hjertefejl, da du blev født”

Denne søndag aften i marts måned ændrede mit liv for altid.

Jeg fik konstateret stressrelateret angst.

Før 2011 …

• var min krop anspændt, øm og konstant i en panik-tilstand.

• var min vejrtrækning meget anstrengt, jeg hev efter vejret, fordi jeg havde en følelse af ikke at få nok luft og havde en ubehagelig kvælningsfornemmelse.

• kunne jeg ikke styre og slukke for mine tanker, katastrofetanke på katastrofetanke poppede op døgnet rundt.

• var jeg meget svimmel og havde en uvirkelighedsfornemmelse.

• brød jeg mig ikke om at være alene

• var turen frem og tilbage på arbejde et helvede, var bange for at styrte på min cykel, fordi jeg var meget svimmel og mit syn var sløret.

• havde jeg voldsom kvalme og kunne ikke rigtig spise noget

• var jeg træt, slidt og energiforladt

• lod jeg angsten bestemme over mit humør, min krop og min energi og hvad jeg kunne/gjorde i mit liv.

 

Men jeg nægtede at angsten skulle diktere mit liv, det skulle for alt i verden ikke blive mit eftermæle, og tænkte:

”Der må findes en løsning på det her” … 

Efter 3 måneder hos to forskellige psykologer kunne jeg stadig ikke se nogen imponerende fremgang.

Pludselig var det som om det sagde ”BANG” inde i mit hoved.

”Ingen andre end dig selv, Sofia, kan stoppe din angst!”

På et splitsekund fik jeg øje på, at løsningen var MIG.

… og min jagt på strategier, metoder og teknikker, der stopper angsten kickstartede i det øjeblik!

Jeg kan stadig huske det håb og den energi, der spredte sig indeni mig.

Det var en varm og tryg følelse af, at det hele nok skulle gå alligevel.

Der blev virkelig trykket på START-knappen. Og siden har jeg taget 100 % ansvar for min mentale sundhed og gjort, hvad der skulle til!

Efter 2011 …

• lod jeg ikke angsten bestemme over min selvtillid, mit selvværd, mine følelser og mine drømme for mit liv.

• var min krop blevet afslappet og rolig, jeg fik ikke flere panikfornemmelser.

• forsvandt mine katastrofetanker, mit tankemylder og skadende tanker.

• havde jeg ikke længere følelsen af, at være bange og utryg

• kunne jeg sagtens være alene på egen hånd, og hvile i det.

• gik min svimmelhed, og følelsen af, at være inde i en osteklokke væk.

• var jeg glad, optimistisk og fuld af energi.

På syv måneder gik jeg fra ikke at kunne gå udenfor min egen hoveddør til at tage på skiferie i Alpe D’Huez, Frankrig! 

Jeg fandt ud af, at det fuldstændig afgørende for at stoppe angsten, var at jeg lagde en aktiv indsats.

Jeg lavede en handlingsplan, der punkt for punkt guidede mig fra A til B med små målrettede skridt.

Og jeg planlagde på forhånd, hvad jeg skulle gøre, når jeg mødte bum på vejen

Og bum på vejen var der mange af!

Min handlingsplan sikrede, at jeg ikke blev væltet omkuld.

Jeg havde også mange forskellige øvelser, der hjalp mig på forskellige måder med min angst.

Først skulle mine panik tanker og panik følelser falde til ro.

Det var et must, at jeg fik følelsen af at være tryg og i sikkerhed.

Ellers kunne jeg ikke tage fat på alle de områder angsten også udfordrede mig på.

Og så tog jeg ét målrettet skridt ad gangen – et efter et.