Jeg har haft en "slags" angst hele mit liv som først nu er gået op for mig hvad er, jeg tror jeg lider af dødsangst.
Jeg har siden jeg kan huske altid har haft det dårligt. Jeg tror hver evig eneste dag at jeg skal dø, og dette har jeg gjort, så længe jeg kan huske.Jeg har det for det meste dårligt med mit hjerte. Jeg føler ofte at mit hjerte ikke banker eller banker for hurtigt, eller jeg har fået en blodprop i hjertet, altså ideer til hvad der er galt med mit hjerte er utallige, og hvis jeg har ondt i hovedet, tror jeg straks, at jeg har fået en blodprop i hjernen, og jeg bliver svimmel og dårlig.
Med hensyn til hjertet, når jeg tror, der er noget galt med mit hjerte bliver jeg svimmel og jeg føler, at det stikker i mit hjerte eller det prikker i min ene arm.
Da jeg ofte bliver bange for mit hjerte, tjekker jeg min puls for at se om mit hjerte banker, men dette har så medført, at da jeg bliver ramt af denne angst rigtig mange gange om dagen, at jeg tjekker min puls konstant, og derfor troede jeg at jeg havde tvangstanker, fordi jeg slet ikke kendte til dødsangst.
Så tyder det på, at jeg faktisk har dødsangst?Jeg har gået med den her dødsangst alene hele mit liv, og jeg har ikke lyst til at snakke med andre om det, hverken familie, kæreste eller læge, så er der mulighed for, at jeg kan få det bedre uden hjælp fra andre? Eller er min eneste udvej at snakke med en om det?
Venlig hilsen
Sana

Kære Sana

Tak for dit spørgsmål.

De symptomer, du beskriver, er ganske rigtig normale for angst. Det der sker, er at din hjerne fejlfortolker dine angstsymptomer og tror, der er tale om, at du skal dø. Og tanken om at skulle dø sætter selvfølgelig endnu mere gang i angsten. Vi bliver jo alle meget bange, hvis vi tror, vi skal dø.

Derfor skal kroppen bruge energi. Masser af energi. Og det får den ved at der pumpes mere blod (med ilt og næring) rundt i kroppen. Det er det, du mærker, når hjertet begynder at pumpe hurtigere.

Når kroppen tror, den er i fare, sker der samtidig en anden fordeling af blodet i hjernen - fordi blodet skal bruges et andet sted. Det er det, du mærker som svimmelhed. Helt normalt!

De ting, du mærker i din krop, er således din krop, der reagerer helt normalt på tanken om at være i fare. Symptomerne er faktisk tegn på, at din krop fungerer rigtig sundt og godt. Der er intet farligt i det overhoved.

Jo mere du kan slappe af overfor de ting, du mærker i kroppen - og som er ufarlige - jo mere vil de gå væk.

Men du spørger, om du kan undgå at tale med nogen om det. Hvis du har haft det hele dit liv (og nu ved jeg jo ikke, hvor gammel du er), så kan det være, at du er nødt til at få behandling for det fra en psykolog eller psykiater.