Jeg vil i denne artikel fortælle om mit liv med angst, og hvordan den påvirker mig. Set udefra er jeg ikke anderledes end så mange andre. Jeg har en kæreste, mor til snart 2 børn, har et hus, en god uddannelse og har været i arbejde i mange år. Forskellen på mig er bare, at jeg lider af angst. Jeg lider af generaliseret angst, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem mine uendelige bekymringstanker, min evige uro i kroppen med hjertebanken og ukontrolleret puls, dødsangst og jeg kunne blive ved. Derudover har jeg en tendens til panikangst, som jeg dog er blevet bedre til at kontrollere, og så lider jeg af stress.Min angst startede allerede i folkeskolen. Der var en episode, hvor jeg i en time blev så dårlig, at jeg besvimede. Den følelse man har lige inden, at man besvimer – koldsved, prikker for øjnene og følelsen af, at blodet forsvinder fra ansigtet – satte sig derefter fast i mig. Jeg fik følelsen 100 gange efter episoden, hvor jeg blev dårlig og troede, at nu skulle jeg besvime, men hvor følelsen var psykisk. Og jeg blev skrækslagen hver gang det skete, for jeg var sikker på, at nu besvimede jeg. Det blev især slemt, hvis jeg var i et rum med mange mennesker, hvis jeg skulle tale for en større forsamling, eller hvis jeg stod i kø i supermarkedet og ventede på, at det blev min tur. Min helbreds-/dødsangst er jeg stadig ikke sikker på, hvor kommer fra, eftersom der aldrig har været alvorlige tilfælde af sygdom i min familie. Jeg tror, at jeg bare er enormt kropsbevidst. Jeg kan dog huske, at denne angst startede en aften, hvor jeg fandt et mistænkeligt modermærke på min ryg, og straks troede jeg, at jeg havde modermærkekræft. Min daværende kæreste brugte hele aftenen på at forsøge at trøste mig, for jeg græd og græd og var sikker på, at jeg nu skulle dø. Herefter har den bare kørt med uendelige lægebesøg, så snart jeg observerede den mindste uregelmæssighed på min krop. Jeg tror, at min lægejournal må fylde en hel bog efterhånden.

Jeg fik først diagnosen angst mange år senere – ca. 8 år senere. Jeg havde været gennem en meget stressende periode i mit liv, hvor jeg bl.a. blev udsat for mobberi på min arbejdsplads, hvilket tog hårdt på mig. Jeg har altid set mig selv som en stærk person, som kan klare en del modgang, og jeg holdt min facade et halvt års tid, inden jeg knækkede og blev sygemeldt med stress. I den forbindelse fik jeg diagnosticeret angst, fik udskrevet lykkepiller og henvist til en psykolog. Hverken lykkepillerne eller psykologen var dog den store hjælp – jeg blev syg af pillerne og havde på den anden side ikke lyst til at fylde min krop med medicin, og psykologen lavede ikke andet, end at smide i hovedet på mig, at jeg skulle tage mig sammen og komme videre. Så jeg stoppede efter 2 mdr. tid med begge dele. I stedet begyndte jeg at motionere. Motion frigiver lykkehormoner i hjernen og gør kroppen naturligt træt og afslappet. Jeg begyndte at fokusere på mig, og de ting jeg havde lyst til. Jeg var i forbindelse med min sygemelding fra mit arbejde blevet fyret og havde rigeligt med tid til at gøre lige præcist, hvad jeg havde lyst til. Jeg havde det godt. Troede jeg. For kort tid efter blev jeg gravid igen, og det første stykke tid havde jeg det godt. Desværre er min krop ikke særlig god til at være gravid, og jeg blev – som ved første graviditet – meget fysisk syg i forbindelse hermed. Hvilket jo selvfølgelig medførte nye bekymringer. Derudover begyndte jeg at have ekstrasystoler – uregelmæssig hjerterytme hvor hjertet slår et ekstra slag, eller slaget kommer for tidligt. En ny ting at bekymre sig om, og som selvfølgelig blev undersøgt – og fordi det er mig – flere gange. Begge gange med positivt svar om, at mit hjerte var helt normalt. Min læge mente, at det skyldtes stress, hvilket dog ikke ændrer på, at jeg bliver rædselsslagen hver gang jeg oplever ekstraslag og tror, at jeg skal dø – hvilket er sådan ca. 30-40 gange om dagen. Lige pt. er jeg så gravid, at jeg ikke kan løbe en god lang tur eller tage en god time i fitness for at få mine tanker på afstand, hvilket heller ikke ligefrem forbedrer situationen. Jeg er ligesom låst fast og går med min angst hver dag. Nogle dage er jeg god til at slappe af via åndedrætsøvelser, yoga og simpelthen bare at distrahere mig selv fra alle mine tanker, mens andre dage virker fuldstændig håbløse og endeløse.
Jeg er blevet bedre til at håndtere visse dele af min angst, og det gør jeg ved at face den og ikke afholde mig fra at gøre de ting, jeg gerne vil – for der sker ikke noget ved, at man gør de ting, man er bange for. Det har krævet mange år og flere 100 episoder, hvor jeg har skullet tage mig sammen for ikke at bryde ud af køen i supermarkedet eller butik eller ikke at skulle holde ind til siden på motorvejen fordi nu følte jeg, at jeg blev dårlig og skulle besvime. Det hele foregår i hovedet, og adrenalinen påvirker kroppen negativt, fordi kroppen går i forsvar. Men hvis jeg tænker positivt og er i øjeblikket og ikke lader tankerne løbe afsted med mig, så går det.

Helbreds-/dødsangsten er lidt mere tricky – endnu – for der har jeg ikke helt lært kontrollen endnu. Der er ingen tvivl om, at selvhjælpsøvelser er et godt skridt på vejen og gør enormt meget, men jeg bliver ikke rask uden hjælp fra en god psykolog, og det har jeg indstillet på, at sådan er det bare, uanset hvor perfekt jeg gerne vil se ud udefra; at jeg er mor til to, jeg har et stort og fint hus, en dyr bil og pænt tøj – og jeg tror, at denne forestilling dybest set har stresset mig enormt meget tidligere. Hele tiden at skulle leve op til andres forventninger og deres indtryk af mig og skulle holde det hele så pænt og under kontrol. For med angsten har jeg jo ikke kontrol overhovedet.

Som jeg skrev før, kan man ikke se på folk, om de har angst. Folk jeg aldrig havde gættet på led af angst, har lidt af angst i mange år og har været i behandling for det – bl.a. begge mine forældre. Begge mine forældre har generaliseret angst og tager i perioder medicin. Udadtil er de jo helt velfungerende mennesker med gode jobs, stor omgangskreds osv., og jeg fik først kenskab til deres angst i forbindelse med, at jeg selv fik konstateret angst og startede på lykkepiller. Nogle former for angst kan være arvelige, og derfor giver det rigtig god mening for mig, at jeg har angst. I denne forbindelse har det været fantastisk at have to mennesker så tæt på mig, som jeg kunne og kan trække på og spørge til råds, da de har oplevet og fortsat oplever angst på egen krop. Det giver enormt meget at tale med andre, som har kendskab til angst, og som kan give en et større indblik og større viden. Andre gange har man bare brug for at blive bekræftet i, at man ikke er ved at blive sindssyg, eller at man ikke er ved at dø af et hjerteanfald.

Desværre er tendensen til angst ikke faldende. Jeg ser flere i min venindekreds, som har angst og stress – i mildere eller værre grad end mig. Desværre er det ofte noget, vi holder for os selv. Det er på en måde tabu, selvom angst er en folkesygdom – og det er trist, for det gør bare så meget, når ens nærmeste omgivelser kender til angsten og kan hjælpe på forskellige måder.

Mine anbefalinger til andre med angst er, at finde en god psykolog, som praktiserer kognitiv terapi, således at man aktivt arbejder med angsten og kommer til at stå ansigt til ansigt med denne. Der er visse ting, man ikke kan klare alene, og her er psykologhjælp altså bare eneste vej. Også vil jeg anbefale, at man ved siden af laver selvhjælpsøvelser, som fx kan være åndedrætsøvelser som man kan bruge i angstsituationer, så man er forberedt og kan håndtere situationer, som kan fremkalde angst hos en.
Endvidere er det vigtigt med positive tanker – tænk positivt dagen igennem i stedet for at tænke negativt. Fokuser på de positive ting i livet og gør noget godt for dig selv – forkæl dig selv og hvad får dig til at føle dig godt tilpas. Simpelt, men det virker.

Endvidere det vigtigt at spise sundt og motionere. Jeg har aldrig været særlig stor tilhænger af motion, men hvor blev jeg klogere i denne proces. Der er intet federe end at komme ud i den friske luft og løbe en god lang tur med musik i ørerne og få gang i kroppen, og jeg glæder mig til, at jeg om ca. 3 mdr. kan komme ud og løbe mine lange ture igen og forhåbentlig komme en del af uroen til livs på den måde. Det er min måde at gøre noget godt for mig selv på. Hvad bliver din?

Hilsen Mille

(Visited 581 times, 1 visits today)
Share This