For ca. 18-19 år siden (omkring 1994), da vores datter var helt lille og gik i vuggestue, fik jeg et angstanfald en morgen, da jeg skulle køre hende derned.

Det var i en meget stresset periode af mit liv, hvor min chef (som ikke egnede sig som chef) ofte uddelte kollektive skideballer, lagde meget pres på os og stemningen på jobbet i det hele taget var negativ, samtidig med at jeg nærmest var alene om at passe vores datter, da min mand ikke tog meget del i det – og vores forhold i øvrigt ikke var det allerbedste på det tidspunkt. (Det er det heldigvis i dag)

På vej ned ad bakken kunne jeg pludselig mærke mit hjerte banke hårdt, jeg rystede, svedte og følte, at jeg skulle besvime. Jeg formåede lige at få bilen kørt over krydset og måtte så rystende køre ind til siden og vinke en løber hen til os.

Jeg var sikker på jeg skulle dø, eller at der var noget helt galt med mig.
Løberen, som ikke var kendt i byen, men kun på kursus her, indvilligede dog i at køre min bil og vores datter og jeg hen til vuggestuen, hvor jeg så måtte sunde mig inden jeg kunne køre til jobbet.

Jeg var virkelig bange for, at få det sådan igen og ville for alt i verden undgå at køre samme vej, som den, hvor jeg havde fået det dårligt – så jeg fandt en alternativ rute at køre – gennem skoven – hvor der ikke var trafik og lyskryds, som kunne presse mig, eller mennesker, der kunne se hvis jeg fik det dårligt igen.
Denne vej er dog ikke den allerbedste, da den ikke sneryddes om vinteren, men vintrene var forholdsvis milde, så det gik.

I mange år herefter kørte jeg kun den vej, når jeg skulle ind i byen, men kørte i det hele taget helst ikke meget, fordi jeg hele tiden var bange for, at skulle få et nyt anfald, og af og til kom der da også et – bl.a. i et trafikeret kryds inde i midtbyen – hvor jeg bare følte, at jeg måtte væk inden jeg måske besvimede med alle de andre bilister omkring mig. Igen undgik jeg efterfølgende at komme ind i dette kryds, da jeg var sikker på jeg ville få det dårligt der igen. Skulle jeg på kursus, enten alene eller sammen med kollegaer, foregik det med tog eller at kollegaerne kørte.

Jeg fik mig dog langsomt arbejdet hen til et, for mig, tåleligt kørselsmønster, men stadigvæk med mange hæmmende situationer – kunne ikke køre steder hen jeg ikke kendte, da jeg ikke vidste om der ville opstå situationer med meget trafik og hvor jeg så ville få et angstanfald – så jeg udfordrede ikke mig selv, men sørgede for at være på den sikre side hver gang mht. ruten, jeg skulle køre – undgå motorveje, myldretid osv.

Vores børn kunne ikke forstå, at jeg ikke bare kunne køre dem når de spurgte, men det handlede meget om hvordan jeg lige havde det på det givne tidspunkt – om jeg følte mig nervøs indeni – og hvor de skulle køres hen – om det var potentielt ”farligt”.

Underligt nok, har det altid været turen væk fra hjemmet, der har voldt mig problemer (ud i det ukendte?) – tror aldrig jeg har haft det dårligt på en tur hjemad (hjem i sikkerhed?)

Jeg endte dog med at begynde at kunne klare en tur på motorvejen en sjælden gang, da min pap-far pludselig døde i 2005.

Dette efterlod mig i det pres, at skulle være der for min mor (jeg er enebarn) og køre frem og tilbage til hende når hun havde brug for det – og ikke når jeg lige følte, at jeg kunne. Det gjorde jeg også meget gerne for hende, men det bragte mig tilbage til nul mht. min angst – igen følte jeg mig presset og at der var forventninger til mig – og jeg fik det igen dårligere med at køre.

Jeg har dog arbejdet mig op til igen at turde køre – lidt – på motorvej og andre steder, men stadig er det noget, der grundigt skal planlægges og nøje overvejes - og ikke alle dage, jeg ”kan” – det er ved at være rigtig træls.

Nu har jeg så taget en ny uddannelse, da min gamle arbejdsplads lukker og skal jo gerne finde et nyt job, men at jeg ikke kan køre lige hen hvor jeg vil, hæmmer mig nu mere end nogensinde før.

Desuden er vores datter flyttet hjemmefra, og bare det, at jeg ikke lige kan sætte mig ud i bilen og besøge hende generer og irriterer mig. Jeg kan sagtens tænke, at det er noget pjat, og at jeg bare skal tage mig sammen, men jeg kan bare ikke selv komme videre end dertil – det hjælper ikke rigtig noget.

Jeg lægger heller ikke skjul på det overfor andre – bruger det nok lidt terapeutisk at kunne fortælle om, hvordan jeg har det.
Det bedste er at få opmærksomheden væk fra det faktum, at jeg skal køre – tænke på noget andet, så jeg ikke ”hidser” mig selv op til at blive nervøs, men heller ikke dette kan jeg altid.

Når jeg kan mærke, at jeg under kørsel pludselig begynder at lægge an til angsten, kan det hjælpe at tage mobiltelefonen i hånden og nørkle lidt med den, men det er jo ikke hensigtsmæssigt når man kører bil.

Hvad kan I foreslå at jeg skal gøre? Det skal nævnes at jeg ikke har noget imod at køre selve bilen, men at det er angsten for angsten, der nok er problemet.....
På forhånd mange tak for hjælpen 🙂

Hilsen Julie

Kære Julie

Du beskriver et helt klassisk panikangstforløb, som er startet med et decideret anfald, og dernæst gået til at omhandle angsten for angsten med undgåelse og sikkerhedsadfærd til følge.

Jeg vil klart anbefale dig, at starte i et forløb med kognitiv adfærdsterapi.

Her vil du dels få information om angst (psykoedukation), om hvad de forskellige fysiologiske reaktioner skyldes dels - og meget væsentligt - at angst ikke er farligt, og ikke får os til at miste kontrollen f.eks. ved bilkørsel.

Hernæst vil du og psykologen arbejde med at få udfordret din undgåelses- og sikkerhedsadfærd, hvor du på baggrund af viden om angst, konstruktivt kan begynde at udfordre angsten.

I et forløb kan du gradvist få nye troværdige erfaringer med at håndtere angsten og en nyvunden sikkerhed i at køre bil uafhængigt af den valgte rute.

Det er jo rigtigt hårdt at være begrænset af angst både i hverdagen, og i nu hvor du står overfor et jobskifte..

Indledningsvis vil jeg også anbefale dig at læse bogen ’Kognitiv behandling af angst og panik’ af Esben Hougaard udgivet på Dansk Psykologisk Forlag. Bogen er meget velskrevet, overskuelig og indeholder virkelig brugbar viden om angst/panikangst.

Jeg håber at disse råd vil bringe dig godt videre

Med venlig hilsen

Mette Lauritzen
Cand.psych.aut. Specialist i Klinisk Psykologi

Share This