Kære Sofia Jeg skriver til dig, da jeg læser med på din blog og hjemmeside og selv står midt i angsten og har brug for lidt vejledning. Jeg er 28 år og ønsker at blive gravid med min kæreste. Men jeg lider af angst for ikke at kunne sove. Ja, det lyder måske mærkeligt, men jeg har haft en del søvnproblemer og har udviklet en angst for ikke at kunne sove - her går min angst på, at jeg bekymrer mig for, om jeg kan klare dagen imorgen, om jeg bliver fyret på grund af, at jeg ikke kan yde 100%. Læs også: Mangel på søvn forværrer min angst Min kæreste og jeg ønsker og brændende et barn, men efter at vi har besluttet os for dette, er min angst blusset voldsomt op. Jeg bekymrer mig for alt graviditetsrelateret, blandt andet om jeg får angst anfald under graviditet og skulle abortere på grund af det, og hvordan jeg mon skal klare at arbejde fuldtid imens jeg er gravid. Endvidere har jeg tidligere kunne tage noget beroligende medicin, som jeg har taget sjældent, men fordi jeg ved, at dette er no-go under graviditet, er jeg nu angst for at skulle få taget fra mig, da det har “reddet mig” nogle gange (læs: fået ro over mig). Jeg har brugt megen energi på at tale med venner og min kæreste om dette. Alle er søde og omsorgsfulde overfor mig, og det hjælper mig til dels, at alle jeg har talt med i en vis grad kender til nogle af de tanker, jeg døjer med....men min angst går ikke væk på grund af dette. Hvordan kommer jeg mon igennem en graviditet? Jeg ønsker jo, at min graviditet skal være en dejlig tid, men lige nu fylder bekymringerne for alle mulige “hvad nu hvis”-ting for mig, og jeg er bange for at få angst imens jeg er gravid. Hvad har du gjort? Hvad mon jeg kan gøre? Hilsen DS
Angst og ønske om graviditet
Da min kæreste og jeg besluttede at få et barn, så havde jeg fået det så godt, at jeg synes, det var forsvarligt at blive gravid. Jeg havde dog alligevel et par ubesvarede spørgsmål, som jeg jo først kunne få svar på, når jeg var gravid. Det første ubesvaret spørgsmål var: Hvordan vil min graviditet påvirke angsten - ville det påvirke positivt eller negativt? Det kunne jeg ikke vide på forhånd. Før min graviditet, skulle jeg altid have nogle angstdæmpende piller lige ved hånden. Jeg tog dem aldrig, men de gav mig en tryghed. Hvis jeg nu fik et angstanfald, så havde jeg jo mulighed for at tage en pille.
Da jeg blev gravid, var det helt udelukket for mig at tage medicin, men jeg havde dem stadig med mig i min taske, når jeg skulle tage toget eller noget andet. Da jeg havde været gravid i 3 måneder, blev jeg opmærksom på, at min angst var kraftigt aftaget. Læs også: Angst og graviditet
Jeg oplevede meget få reaktioner på angsten, når jeg tog toget, gik til lægen eller på café. Og hvis de dukkede op, så gik de hurtigt væk igen. Det nåede derfor aldrig at påvirke mig. Jeg begyndte også at glemme at tage pillerne med mig, og det resulterede i, at jeg simpelthen en dag besluttede at smide dem ud i skraldespanden.
Jeg havde ikke brug for den tryghed længere. Nu havde jeg en tryghed i mig selv. Jeg kunne godt takle et angstanfald, hvis det kom.
I hele det år, hvor jeg frygtede angstanfaldene, der nåede de aldrig op på fuldstyrke. Så det jeg frygtede skete faktisk aldrig, men det kan jeg jo se tilbage på nu.
I de første 6-9 uger af min graviditet, påvirkede min angst mig!
Jeg begyndte at koncentrere mig meget om min vejrtrækning, da jeg nu skulle sørge for at trække vejret ordentligt, da det nu også handlede om mit barn. Hvis jeg ikke trak vejret, så gjorde hun det heller ikke. Det resulterede i, at jeg ikke følte, at jeg trak vejret korrekt. Og det påvirkede mig lidt i starten, men jeg fortsatte med at lave mine vejrtrækningsøvelser.
Med tiden fokuserede jeg på alt det positive omkring min graviditet, og så forsvandt det helt af sig selv lidt efter lidt.
Et andet ubesvaret spørgsmål var:Om jeg reelt kunne føde mit barn uden at gå totalt i panik, hvis jeg ikke kunne få luft. Eller kunne trække vejret rigtigt under veerne. Hvordan ville min krop reagerer på det?
Da tiden så kom, og jeg begyndte at få veer, så tænkte jeg ikke på andet, end at jeg havde ondt. Og så hjalp mine vejrtrækningsøvelser helt vildt meget, så det var godt, at jeg havde lært at takle min angst via vejrtrækningen, fordi det kunne jeg bruge her.
Så angsten dukkede slet ikke op, da jeg fødte min skønne datter.
Da jeg var gravid med min søn havde jeg slet ikke angst.
Angsten kom senere, da jeg var inde i en periode, hvor jeg arbejdede alt for meget - og samtidig fik konstateret astma og fik stress.
Angsten gik heldigvis hurtigt væk - i dag jeg har også rigtig mange værktøjer - og ved efterhånden hvad jeg skal passe på med. Jeg bliver ikke bange for angsten som før i tiden - selvom den stadig kan trigge mig, og jeg lige får en lille snert af utryghed, men den går hurtigt væk. - Og sjovt nok kommer det altid, når jeg ikke får passet ordentlig på mig selv.
Når du så får lille baby så vækker han/hun dig i løbet af natten, og skal have mad, hvor du ikke får din søvn. Men i denne periode er du på barsel, men jeg bliver stadig vækket om natten af mine børn i ny og næ - og det kan godt være hårdt - og så skal vi op tidligt om morgenen og på arbejde - selvom du måske kun har fået 4-5 timers søvn. Jeg tror, det er et vilkår, når du bliver mor.
Men det her er jo blot min historie og jeg ved, at det er meget forskelligt fra person til person om angsten aftager eller tiltager. Og du kan ikke sikre dig imod, at du ikke vil opleve angsten under graviditeten og heller ikke når du har fået barnet.
Som sagt kan jeg stadig have angst i perioder, fordi jeg bliver trigget af fx at familiemedlemmer dør, familiemedlemmer der bliver alvorligt syge eller når jeg ikke får passet på mig selv. Men jeg er et sted, hvor jeg gør alle de ting, jeg plejer, selvom angsten dukker op. - Og så smutter den lige så stille igen.
Mit råd er, at du skal forberede dig på at angsten kan dukke op (og i løbet af hele livet) - og så skal du reflektere over, hvor du er i din proces. Hvor godt har du det på en skala på 1-10? Hvis du fx svarer 7, hvorfor er du på syv og ikke ti - hvad kommer i vejen for at komme op på 10? Skriv det ned (brainstorm).
Vil det være en idé at du sætter hele året af til at passe på dig, får hjælp til de tanker du stadig har om søvn, performance og graviditet. Et år hvor du både har fokus på din krop og dit sind - og arbejder målrettet mod at blive så parat, som du kan nu kan blive.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!
Kærlig hilsen Sofia
Skriv en kommentar, hvis der er noget, du kan bruge fra indlægget. Tak fordi du læste med idag
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få samtidig mine 7 konkrete råd og værktøjer til at få angsten væk.
Jeg har haft samme bekymringer og var derfor også 32 år før jeg fik mit første barn. Jeg var ikke klar, da jeg var i 20’erne, da angsten stadig fyldte meget.
Men i 2017 sprang vi ud i det, og det var meget angstprovokerende, men man kan få virkelig meget hjælp. Jeg kom med i Team Sårbar, hvor jeg derfor fik tilbudt flere scanninger og flere møder med jordemoderen. Det hjalp virkelig meget at føle, man blev holdt i hånden og have nogen at snakke med alle bekymringerne om. Tidligt under fødslen gik jeg kortvarrigt i panik, og kom derfor på fødestue meget tidligt i forløbet (hvor andre normalt var blevet sendt hjem igen). Derudover må man blive op til 5 dage på hospitalet efterfølgende. Jeg følte mig virkelig passet på og i trygge hænder.
Da først baby blev født, var der “ikke tid til at have angst” længere. Når jeg mærkede det, var min tanker altid noget a la “ja ja, jeg kan godt mærke dig, men jeg har altså ikke tid nu, jeg skal fodre min baby”. Bevares, det var vanvittig hårdt i perioder, men jeg følte ikke, det var pga. angsten. Det var fordi, det var hårdt at blive mor, og det tror jeg altså de fleste oplever. Uanset om de har angst eller ej.
Og det er da ikke gået værre end at vi nu venter nr. 2 kun 2 år efter den første blev født.
Mit råd er, du kan godt! Men pres ikke dig selv på alderen. Vent til du er klar. Jeg var meget ked af, at jeg “var blevet så gammel”, men nu kan jeg se hvor rigtig beslutningen var, fordi jeg var klar.
Stopangsten.dk bruger cookies og går ud fra at det er OK med dig OKLæs mere
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
Jeg skriver til dig, da jeg læser med på din blog og hjemmeside og selv står midt i angsten og har brug for lidt vejledning.
Jeg har haft samme bekymringer og var derfor også 32 år før jeg fik mit første barn. Jeg var ikke klar, da jeg var i 20’erne, da angsten stadig fyldte meget.
Men i 2017 sprang vi ud i det, og det var meget angstprovokerende, men man kan få virkelig meget hjælp. Jeg kom med i Team Sårbar, hvor jeg derfor fik tilbudt flere scanninger og flere møder med jordemoderen. Det hjalp virkelig meget at føle, man blev holdt i hånden og have nogen at snakke med alle bekymringerne om. Tidligt under fødslen gik jeg kortvarrigt i panik, og kom derfor på fødestue meget tidligt i forløbet (hvor andre normalt var blevet sendt hjem igen). Derudover må man blive op til 5 dage på hospitalet efterfølgende. Jeg følte mig virkelig passet på og i trygge hænder.
Da først baby blev født, var der “ikke tid til at have angst” længere. Når jeg mærkede det, var min tanker altid noget a la “ja ja, jeg kan godt mærke dig, men jeg har altså ikke tid nu, jeg skal fodre min baby”. Bevares, det var vanvittig hårdt i perioder, men jeg følte ikke, det var pga. angsten. Det var fordi, det var hårdt at blive mor, og det tror jeg altså de fleste oplever. Uanset om de har angst eller ej.
Og det er da ikke gået værre end at vi nu venter nr. 2 kun 2 år efter den første blev født.
Mit råd er, du kan godt! Men pres ikke dig selv på alderen. Vent til du er klar. Jeg var meget ked af, at jeg “var blevet så gammel”, men nu kan jeg se hvor rigtig beslutningen var, fordi jeg var klar.
Tusind tak fordi du deler 🙂 Hvor er det nogle gode råd, du kommer med. Tak for dig!