Panikangst?

Hej
Jeg er lige kommet retur fra et mislykket forsøg på at være i en MR skanner. Jeg har fået en arbejdsskade og skal have taget billeder af min nakke. Mit første forsøg var i en almindelig MR SKanner, der var så lille, at jeg kunne mærke siderne da jeg blev kørt ind. Jeg blev spændt fast i nakken. Jeg blev kun blev kørt ind og ud et par gange, hvorefter vi måtte opgive. Stor skuffelse for mig da jeg ikke vidste, at jeg var klaustufobisk. Mit andet forsøg i dag var i en åben MR skanner, som virkede til at være ok, indtil jeg efter et par minuter inde i billedetagen måtte opgiver grædende. Jeg skal nu forsøge en gang til på et tidspunkt også tage en beroligende pille inden. Jeg er bare så angst for at tage piller, at jeg er bange for det får en endnu værre effekt og værre oplevelse. Er der nogen gode råd til hvad jeg kan gøre?

Bh CT

Kære CT

Det lyder som om, din krop har reageret med en form for falsk alarm og ”fare på færde” den første gang, du lå i MR scanneren. Dette vil altid opleves som meget ubehageligt, da kroppen jo her har nøjagtig den samme reaktion, som hvis det var en reel fare, du havde været udsat for. Næste gang du ligger i scanneren, virker det umiddelbart ok, men idet din krop og dit sind er associerende, sker det samme igen. Det skyldes, at din krop på sund vis reagerer på, at det der tidligere er blevet ”lagret” som farligt, igen vil blive oplevet som farligt og dermed giver angst, overvældelse og gråd.

Problemet er så her, at du rationelt godt ved, at det jo ikke er farligt, men netop for det gode at du skal scannes. Og derfor handler det om at kunne ”rumme” og være med, at kroppen ”tager fejl”. Du skriver, at du er bange for at få beroligende medicin. Medicinen vil kunne sænke alarmberedskabet i dit autonome nervesystem og vil derfor være en hjælp. Jeg tænker derfor, at du måske kunne spørge dig selv, hvorfor du er bange for det? Har du nogen ubehagelige oplevelser med den slags medicin i forhold til dig selv eller andre, der står dig nær?

Hvis du ønsker et alternativ (eller supplement) til de beroligende piller, kan du opsøge en psykog. Da din problematik umiddelbart er så konkret og afgrænset, vil jeg foreslå hypnoterapi. Her vil du blive introduceret til nogle teknikker til at kunne dæmpe dit autonome nervesystem, og du vil kunne opøve nogle selvsuggestitionsteknikker, som du vil kunne bruge, når du igen lægger dig under scannneren.

De bedste hilsner Pia