Vi har en svigerdatter på 17 år, og har haft det i 6-7 måneder. Vi har på den tid set hende 2 gange. Da vores søn havde fødselsdag, siger han så, at hun måske hurtigt går, da hun lider af angst, pludselig kan man bedre forstå, hvorfor hun aldrig er sulten og dårlig, når vi skal ud af huset.

Hun var kommet nogle timer før festens start med ca. 16 familiemedlemmer, jeg er på værelset og siger, at hun kan komme, når hun føler for det. En halv time senere kommer sønnen og siger, at hun er taget hjem. Han bliver jo ked af det, nu sidder han med hans gæster og ved, at hun er taget hjem og er også ked af det. Så hans fest bliver jo med lidt trykket stemning. Så spørgsmålet er, hvad kan vi gøre for at hjælpe den stakkels pige? Vi har fødselsdag i familien i næste uge, hvor jeg gerne vil invitere hende med ud, men det er jo lidt træls at bestille bord, hvis hun så en halv time før ikke har lyst pga. angsten.

Hilsen Charlotte

Kære Charlotte,

Tak for din henvendelse.

Det er ofte svært at være pårørende til personer med angst. I jeres tilfælde tyder det umiddelbart på, at I har en svigerdatter med social angst, og den kan forekomme i forskellige grader. Niveauerne af angst stiger eller falder alt efter hvilken situation og hvilke vurderinger, hun gør sig af den aktuelle situation. Jeg kan forstå, at det stadig er ganske få gange, I har hilst på jeres svigerdatter, og antallet af gange hvor I har mødt hinanden kan ofte spille ind på hendes angst.

En klassisk skræmmende situation for personer med social angst er netop også spisesituationen. Ud fra det du skriver kan det være, I skal overveje, om I kan drøfte invitationen med jeres søn inden I alle står i situationen. Måske er det en for svær situation for jeres svigerdatter at håndtere? Hvordan kan situationen eventuelt lindres, og hvilke faktorer kan forværre hendes opfattelse af situationen? Det kan være en god idé for alle parter at vide – også generelt fremadrettet.

Endvidere er det naturligvis vigtigt at nævne, at det kan virke som om, at jeres svigerdatter har brug for professionel hjælp. Undersøgelser viser, at kognitiv terapi har de bedste resultater mod social angst. Dog er det vigtigt, at hun sikrer sig, at det er den rette diagnose, og det er også betydningsfuldt at afdække om hun eventuelt udfordres med andre/flere diagnoser. Derfor bør hun snarest opsøge egen læge, så det kan blive afklaret.

Ofte anbefaler jeg bogen "Kognitiv behandling af panikangst og social fobi. En vejledning til klienter og behandlere". Den er skrevet i et dagligdagssprog, og forrest i bogen findes mere generelle kapitler om angst. Måske kan det være rart både for jer, jeres søn og svigerdatter at se nærmere på.

Med venlig hilsen
Marie Pedersen, cand.psych.aut.
Psykologerne Johansen, Kristoffersen & Pedersen
Østbanegade 9, 1. Th
2100 København Ø