Vi er et par på 54 år og 51 år, eller var for min kæreste har valgt at gå, fordi han blev bange for at det skulle vise sig, at jeg skulle være psykisk forstyrret lige som hans eks-kone. Da jeg mødte ham for 2 måneder siden, virkede han som en helt normal og dejlig mand, arbejder med psykisk udviklingshæmmede og virker ekstremt dygtig.
Tre gange inden for den sidste måned misforstår han mig totalt, hvad det er, jeg siger eller gør i forhold til ham. Alle tre gange har det været mit mål at gøre noget godt for ham, men det når han slet ikke at opfatte, inden han antager, at jeg kritiserer ham, vil forlade ham eller får ham til at føle sig ligegyldig.
Jeg har valgt, at vi skal snakke om det. Men selv om jeg forklarer, hvad jeg ville med det, jeg sagde, så er tingene stadig min skyld. Og han vælger at dreje tingene til, at nu er det forkerte tidspunkt, jeg har valgt at bringe ting op på, eller noget andet der er galt.
Undervejs får jeg den tanke, at dette her simpelthen ikke er normalt. Det er som om, at han bliver grebet af panik og straks antager, at jeg vil ham noget dårlig.Jeg har oplevet nogle voldsomme ting i mit tidligere ægteskab med en bipolar ægtemand. Så jeg prøver at snakke med ham om, at man kan have noget med i den berømte rygsæk, som gør at man måske ser ting i et forkert lys.
Jeg kan jo mærke, at jeg selv er på vagt det første stykke tid i et nyt forhold, for tænk nu hvis.... Men det forstyrrer ikke mit forhold, og det er ikke noget kærester opdager overhovedet.Jeg opsøger ham, efter at han, fra den ene dag til den anden, ikke vil se mig mere, fordi vi fra starten af forholdet har lovet hinanden og løse alle problemer, der vil opstå, dette var faktisk hans forslag.Jeg har brug for at forstå, hvad der sker.
Han fortæller nu, at han har indset, at det hele er hans eks-kones skyld. Og han siger, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvor meget fortræd, hun har gjort ham og deres 6-årige datter.
Det han har fortalt mig om deres forhold er ikke i en kategori, som er specielt skræmmende, så reelt ved jeg ikke, hvad der ligger bag hans udtalelse. Han siger at hans reaktion, de tre gange som jeg har omtalt tidligere ikke har noget med mig at gøre, og at han tror han elsker mig.
Han fortæller, at han har haft tre forhold efter, at han forlod sin eks-kone. Og hver gang der er gået 2-3 måneder, er han blevet bange for, at de skulle være som hans eks-kone, og han har fundet en begrundelse for at gå.
Han troede, han var ovre det, da han mødte mig. Men det kan han så mærke, at han ikke er. Men tiltrods for at han ved dette, at det ikke har noget med mig at gøre, ja så vælger han alligevel åbenbart at flygte endnu en gang.
Han siger, at føler at han bare er inde i en boble, og der har han brug for at være bare sammen med hans 6-årige datter, som bor det meste af tiden hos ham. Og som jeg i forvejen oplever, athan har et noget symbiotisk forhold til.
Det er det eneste han magter, han skal bare overleve at passe sit arbejde og sin datter.
At være i et forhold trækker alt energien ud af ham. Jeg hører ham igen og igen sige den sidste måneds tid, at han er træt, kan ikke sove (oplever han sover hele natten, når jeg er der), manglende overskud til noget som helst og har en sygdomsfornemmelse i kroppen hele tiden.
Han klager over at føle, at han er ved at blive syg adskillige gange, hoste, snue, ondt i ryggen, nakken og hovedet, dårlig mave. Hver gang jeg ser ham siger han, at han er træt næsten som noget af det første.
Men er det han kæmper med angst eller er det noget helt andet?
Vi har aftalt at holde kontakten, han siger, som jeg nævnte før, at han tror, han elsker mig, og jeg elsker stadig ham, så jeg vil gerne hjælpe ham. Men ved ikke, hvordan jeg skal støtte.
Han har ingen familie, som han er tæt med, og heller ingen venner, som han snakker tæt med. Jeg er bekymret for hans datter. Hun har knyttet sig tæt til mig, og søger mig, så snart jeg er der.
Det har været som om, at han nærmest ikke har magtet at lave varm aftensmad til dem osv. eller sætte sig og spise, hvis han har lavet noget grød eller lignede til hende.
Der er på 2 måneder blevet støvsuget en enkelt gang, og et temmelig tyk lag støv på møblerne. Så jeg er bekymret for, om det jeg oplevede med den glade og friske mand, der kunne det hele, den første måneds tid, bare var noget der var sat i gang af den enorme forelskelse, vi befandt os i. Og at det som jeg så til sidst var det rigtige liv, som ham og datteren levede.
Eller om hans angst og alarmberedskab for at afdække, om jeg skulle være som hans eks-kone, virkeligt har taget alt hans energi.
Hvordan kan jeg støtte og hjælpe ham og hans datter?
Jeg synes, det er frustrerende at to mennesker, der elsker hinanden, ikke kan være sammen, fordi den ene i den grad er grebet af en angst for få en kæreste, fordi hans psykiske forstyrret (og måske psykisk syge) eks-kone, har gjort livet til et helvede for ham.
Undskyld min lange mail, men jeg håber inderligt, at I kan hjælpe mig med at forstå, hvad der er i spil her.
På forhånd tak.
Venlig hilsen Anni

Kære Anni

Tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå din forvirring.
Du møder en sød, glad og frisk mand som du forelsker dig i. Han lukker dig ind i både sit eget og sin datters liv, men pludselig lukker han af for dig og virker energiforladt og angst for, at du skal såre ham.
Det er en ganske frustrerende situation for dig, for du er jo uden skyld i de negative følelser du åbenbart skaber inde i ham, og som gør at han får lyst til at flygte langt væk.
Det kan tage meget lang tid at slikke sårene efter en skilsmisse og noget kunne tyde på, at din ekskæreste har haft det meget svært i sit ægteskab. For at kunne indgå i et nyt forhold, kræver det at man har genvundet en vis mængde tillid, således at man tør investere sine følelser igen.
Denne tillid er først og fremmest rettet mod én selv, såsom ”vil jeg kunne overleve at blive såret igen”? Eller ”vil jeg kunne komme ud af forholdet i tide, hvis det ikke er godt for mig”? Din ekskæreste har tilsyneladende ikke opbygget denne tillid endnu og det kan være en del af forklaringen på, at han nu føler sig truet og tappet for energi.
Jeg vil derfor anbefale dig at du først og fremmest tænker på dig selv i det her.
Du forelskede dig i en mand, der virkede til at have styr på sit liv og det har han så ikke. Du har tidligere oplevet voldsomme ting med din eksmand, som også har påvirket din tillid.
Så spørgsmålet er, om du skal blive og kæmpe for det, der fungerede i starten, eller om du i stedet bør glæde dig over, at du så hurtigt har indset at dette her kan blive en sej kamp uden garanti for en lykkelig afslutning og så bevæge dig videre?
Har du overskuddet til at deale med hans mistillid og til måske at skulle investere din egen genvundne tillid som pant i dette projekt?
Det er nemlig aldrig nemt at hjælpe andre, hvis de ikke kan, eller vil samarbejde.
Hvis du vælger at kæmpe videre, vil jeg anbefale dig, at du reflekterer grundigt over dine forventninger og er ærlig overfor dig selv i forhold til hvor langt du er villig til at gå.
Hvis han fortsat beder dig om at forlade hans liv, så synes jeg du skal respektere at han ikke formår at have dig her lige nu.
I forhold til dine bekymringer for hans datter, synes jeg at det er relevant at du deler dem med ham. Afhængigt af hans svar kunne du efterfølgende overveje om der kunne være brug for at informere barnets mor, eller de sociale myndigheder om det, du har observeret.
De bedste hilsner
Pia Brabrand
Autoriseret psykolog

Sofia Mira
(Visited 1.599 times, 1 visits today)