Fra at være invalideret af angst til at blive professionel blogger med tusindvis af besøgende
Fra at få at vide i skolen, at jeg ikke var klog nok, og at jeg ikke duede til noget til at få en kandidat grad inden for International Marketing & Management på CBS og til at være professionel blogger på fuldtid.
Det føles som et sandt mirakel, men det er heller ikke bare dumpet ned fra en lyserød og bekymringsfri himmel.
Der har været tider indimellem, hvor det har set meget sort og håbløst ud.
Jeg vil gerne fortælle min historie til dig, så du kan lære mig lidt bedre at kende.
Det har på ingen måde været en dans på roser eller den snorlige vej til succes.
Der har været mange op- og nedture i mit liv, som jeg kan se har været nødvendige for at komme dertil, hvor jeg er i dag.
Forhåbentlig kan min historie give dig en fornemmelse af, hvem jeg er som person.
Men måske vigtigst af alt.
At du kan designe og indrette dit liv, så det passer til hele dig. At du har muligheden for at skabe de rammer, du har brug for, så du kan have et dejligt liv.
Det kommer jeg tilbage til lidt senere.
Ja, der er plads til dig på arbejdsmarkedet, selvom du bakser med angst og stress.
Og ja, du kan få succes, fordi angst og stress er ikke kun ulemper.
Det kan også blive dit guld.
Folkeskolen har aldrig været et match
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at folkeskolen og jeg har aldrig har været et match.
Jeg har aldrig haft det nemt med dansk eller matematik. Matematik var total volapyk for mig. Det mest kreative mine lærer kunne finde på dengang var at tegne lagkager, men jeg fattede det stadig ikke.
Det faglige var derfor ikke en positiv oplevelse, fordi det var meget svært for mig. Det var noget, jeg kæmpede med at forstå for at kunne følge med.
På den anden side stod alle mine lærer, og dem har jeg heller aldrig haft fidus til.
Selvom jeg har gået på tre forskellige folkeskoler, har der aldrig været én lærer, der har givet mig lysten til at lære og gå i skole.
De lærer jeg har haft, har altid brugt deres tid på at få mig ned med nakken. De har nærmest sagt i kor, at skolen nok ikke lige var for mig.
Nu har jeg altså ikke gået i tre forskellige skoler, fordi jeg blev smidt ud af dem alle sammen. Men udelukkende fordi min mor og jeg flyttede.
Begyndte at kaste op hver morgen
Den sidste gang, jeg flyttede skole var i midten af 6. klasse. Min mor og jeg flyttede til en mindre by uden for København.
Her begyndte min skolegang fysisk at tære på mig.
Jeg kan stadig se denne mørke vintermorgen for mig, hvor der var lys oppe i vinduerne på 2. sal til den klasse, jeg skulle starte i.
Jeg var så nervøs den dag, at jeg ikke kunne holde min morgenmad i mig.
Fra den dag, blev det et dagligt ritual for mig at kaste op, inden jeg skulle i skole.
Det betød, at jeg simpelthen stoppede med at spise morgenmad.
Tyranniske folkeskolelærere
På min nye skole skulle det desværre vise sig, at min klasselærer og engelsklærer var gift. Og for at gøre tingene endnu værre, boede de forenden af vores vej.
Dette lærerpar brugte al deres tid på at hakke på mig, irettesætte mig og nedgøre mig.
Jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Det var ligesom om, at de rottede sig sammen over for mig.
Når du er teenager og forsøger at famle dig rundt i en verden, der emmer af ekstrem usikkerhed, er det bare ødelæggende for din selvtillid.
Min mandlige lærer var en hysterisk tidsbombe, der pludselig sprang frem foran tavlen, og råbte og skreg med et kridt i hånden, som han truede os med.
Hans våben var råben, skrigen og trusler med sit skoleskridt.
Min kvindelige lærer var mere den kritiske, sure, nedgørende og perfekte type.
Når der blev uddelt karakterbog i min klasse, skulle vi gå op til hendes kateder, én efter én.
Deroppe åbnede hun karakterbogen, skimtede den igennem og nikkede godkendende.
Men der var selvfølgelig en dag, hvor det blev min tur til at gå den lange vej op til katederet.
Hun skimtede min karakterbog igennem, og stoppede så op og kiggede op på mig.
Og så sagde hun; “Det var ikke den karakter, vi talte om i går”.
“Du skal ikke have et syv tal”.
Derefter tog hun sin blå kuglepen, og rettede den karakter hendes mand havde givet mig.
Fra den dag forandrede alt sig indeni mig.
Jeg mistede troen på, at jeg kunne bruge skolen til noget.
Og jeg besluttede mig for, at jeg hurtigst muligt skulle væk fra skolen og mine tyranniske lærer.
Det var som at være med i Beverly Hills 90210
Og det kom jeg så – væk. Halleluja!
Jeg fulgte med mine venner i 10. klasse, selvom jeg var dødtræt af skolen.
Men fordelen var, at 10. klasse var i nabobyen, og det var en hel skole kun for 10. klasse med forskellige linjer.
Jeg valgte Erhvervslinjen, fordi jeg bagefter ville videre på Handelsskolen.
Selvom jeg var træt af at gå i skole, så var alt det sociale med venner, fester og kæreste helt i top.
Det var fuldstændig ligesom at være med i TV-serien Beverly Hills 90210 (bare uden penge og glitter).
Men med rigtig meget teenage-fnidder, ungdomsfester, kæresteri og gode venner.
Det viste sig, at blive et vigtigt år for mig – både socialt men også fagligt.
Jeg begyndte stille og roligt at få bedre karakter og pludselig var der nogle lærer, der synes jeg kunne noget.
Efter det bedste skoleår i mit liv, fulgte jeg endnu engang mange af mine venner til Handelsskolen.
Gymnasiet var helt udelukket for mig, fordi fagene mindede mig alt for meget om folkeskolen.
Bvadr. Nej tak.
Vi skulle flytte igen
Handelsskolen startede på sin vis meget godt. Men min motivation var der ikke rigtig.
Jeg havde en spirende drøm om at blive make-up artist, så hvad dælen skulle jeg bruge Handelsskolen til?
Jeg gik i fredagsbar, tog til fest eller holdte selv fester, når min mor og min stedfar var på weekendtur.
Mine karakter gik fra dårlige til dumpningstruet.
Midt i det hele på mit 2. år, gik min mor og min stedfar fra hinanden.
Og min mor og jeg skulle flytte igen.
Min nedtur
Jeg flyttede til Frederiksberg med min mor i en lille 3-værelseslejlighed.
Det blev starten på min nedtur.
Jeg var begyndt på mit kørekort, som jeg opgav at tage færdig.
Jeg kom meget langt væk fra mine venner, som jeg stort set ikke så mere.
Mit fravær blev højere og højere.
Mine karakter dårligere og dårligere.
Og da jeg gik op til min sidste eksamen på 2. år. Fik jeg ikke den karakter, som jeg minimum skulle have for at gå videre med min klasse.
Her stod jeg nu som 18-årig. Uden en uddannelse. Arbejdsløs. Trist. Deprimeret.
Jeg meldte mig arbejdsløs på kommunen og fik kontanthjælp.
Jeg blev hurtigt sendt på et jobsøgningskursus for unge.
Min selvtillid havde fået sig endnu et knæk.
Jeg begyndte på den klassiske model med at gå i seng ved midnat og sove til ud på eftermiddagen.
Min selvtillid var væk.
Tanken om at gå ned i den lokale legetøjsbutik og spørge om de kunne bruge mig var skrækindjagende.
Min tristhed og min deprimeret tilstand blev bare værre og værre.
Ud af det blå hørte jeg, at én af mine veninder skulle på Oure Idrætshøjskole.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at komme videre i mit liv.
Det eneste jeg vidste var, at jeg på ingen måde fik det bedre i min hverdag.
På dette tidspunkt gik jeg til nogle samtaler med én sagsbehandler på kommunen, fordi jeg var meget deprimeret og trist.
En lille stemme indeni mig sagde, at jeg skulle væk hjemmefra.
Og derfor spurgte jeg min sagsbehandler, om der var mulighed for at komme væk. Jeg nævnte Oure Idrætshøjskole, som var det eneste sted, jeg havde hørt om.
Hun sagde, at det vidste hun ikke, men hun ville tage det op på et møde med hendes chef.
Jeg ville få svar om en uges tid.
Hele den uge var jeg bævrende nervøs, fordi jeg følte, at kommunen havde min skæbne i deres hænder.
Jeg havde det så skidt. Og jeg vidste, at for at vende skuden skulle der ske noget drastisk i mit liv.
Ugen gik. Og telefonen ringede pludselig med kommunens svar. Ja, vi vil gerne sende dig afsted.
Jeg troede ikke mine egne ører.
De sagde sgu ja!
Jeg fik en chance til
Mit ophold på Oure Idrætshøjskole var den vigtigste periode i mit liv.
Jeg kom væk hjemmefra. Kom væk fra mine problemer.
Pludselig kunne jeg slappe af.
Jeg skulle bare tænke på at stå op vær morgen og dyrke sport.
Jeg gik på fodboldlinjen, som den eneste pige. GISP?!
Der var faktisk en anden pige, der også skulle være der, men hun sprang fra i sidste øjeblik.
Det var rå-mandehørm på fodboldbanen fra morgen til eftermiddag.
Idræt har altid været mit yndlingsfag i skolen, så fodbolden genskabte min tabte selvtillid.
Efter 6 måneder var jeg glad, humørfyldt og klar til igen at erobre verden.
Jeg er så dybt taknemmelig for Frederiksberg Kommune, at de gav mig en chance til. De troede på mig.
Jeg sidder helt og får tårer i øjnene, når jeg skriver dette, fordi jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de reddede mit liv både menneskeligt og arbejdsmæssigt.
Det har jeg aldrig glemt.
En ny begyndelse
Da jeg kom hjem igen efter 6 måneder på Fyn, havde jeg fået troen på mig selv igen.
I de 6 måneder havde jeg også fået en klar idé om, hvad jeg skulle uddannelsesmæssigt.
Jeg startede med det samme efter sommerferien på HG (Handelsskolernes grundforløb) på Niels Brock.
I løbet af uddannelsen havde vi et praktikforløb, som vi selv skulle finde, og som var obligatorisk for at kunne fortsætte på uddannelsen.
Jeg var bævrende nervøs, da jeg ringede til Matas i Frederiksberg Centret, hvor jeg fik fremstammet, at jeg ledte efter en praktikplads.
Min selvtillid var blevet bedre, men at ringe ud til en virksomhed, hvor jeg kunne blive afvist var altså ikke lige min kop te.
Men heldigvis sagde de ja. Og min selvtillid blev boostet igen.
Jeg kunne bruges til noget. Jeg var god nok. WOW!
Da jeg havde været i 14 dages praktik, og den var ved at lakke mod enden, fik jeg endnu en gang fremstammet, nærmest hviskende til min chef, om hun måske havde brug for én i butikken.
Hun kiggede på mig med et glimt i øjet, og sagde; “mener du, dig? At du gerne vil have et job her efter skole“.
“Ja” sagde jeg.
Ugen efter startede jeg på mit nye arbejde, som jeg havde ved siden af min skole.
Matas blev utrolig vigtig for mig, fordi det var her, jeg fik opbygget et nyt netværk af veninder på Frederiksberg.
Jeg havde følt mig Palle alene i verden, og nu var jeg både i gang med uddannelse (med høje karakterer), job (5 min. fra min bopæl) og veninder (gode og loyale venskaber).
I løbet af HG fik jeg en tutor, som var Jane.
Jeg havde hende i markedsføring, og vi talte sammen om uddannelse og hvad mine planer var efter HG.
Jeg havde det så godt i Matas. Det var både min arbejdsplads, men også mit netværk af veninder. Vi spiste aftensmad sammen efter arbejde, tog til fester sammen og havde tøseaftner med pizza og film.
Det var en fantastisk tid. Og jeg fik også en læreplads der.
Jeg var god nok
En dag, da jeg havde en af mine tutorsamtaler med Jane fortalte hun mig, at hun synes jeg var utrolig dygtig og at jeg kunne så meget.
Hun havde svært ved at se, at min karrierevej var at stå i en butik.
Hun sagde; “hvorfor undersøger du ikke om Handelshøjskolen, er noget for dig?“.
“Handelshøjskolen?” sagde jeg. Jeg anede ikke, hvad det var, hun talte om.
Jeg er fra en arbejderfamilie, hvor det ikke er kutyme at tage universitetsuddannelser eller erhvervsøkonomiske uddannelser.
Min far var flygtede til Danmark i 1970’erne, hvor han ikke kunne bruge sin kontoruddannelse, men hvor han i stedet blev selvudlært gulvlægger.
Min mor var startet som fabriksarbejder og havde senere ved et tilfælde uddannet sig til pædagog, hvor hun hurtigt blev dagligleder.
Det var derfor ikke noget, hverken min far eller mor havde talt med mig om.
Men at der var en lærer, der synes jeg var dygtig, tændte ikke kun et lys indeni mig, men et kæmpe bål af gå-på-mod og min selvtillid voksede igen.
Jeg begyndte at undersøge, hvad Handelshøjskolen var. Det der i dag hedder CBS (Copenhagen Business School).
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne bruge min HG for at komme ind. Og jeg havde jo dumpede handelsskolen.
Der var et par drenge fra min klasse på HG, der også ville på CBS, og de havde fundet en skole, der hed Frederiksberg Studenterkursus.
På Frederiksberg Studenterkursus fik du muligheden for at tage en gymnasial uddannelse på kun 2 år, som normalt tager 3 år.
Fra nedtur til optur
Efter mine samtaler med Jane, var jeg fuldstændig laserfokuseret på, at jeg skulle have mig én af de bedste uddannelser på verdensplan.
Nu skulle jeg fandeme modbevise alle de lærer, der havde fortalt mig, at skolen nok ikke lige var noget for mig.
Men måske vigtigst af alt, at jeg skulle vise mig selv, at jeg godt kunne. At jeg var god nok. At jeg var klog nok. At jeg var dygtig nok.
Jeg fik min HG uddannelse. Jeg måtte tilbage og opsige min underskrevet elevaftale med Matas.
Derefter tog jeg min studentereksamen på 2 år. Tog 4 måneder til Frankrig på sprogskole sammen med en arbejdskollega.
Og så søgte jeg direkte ind på CBS på bachelorstudiet SPRØK (sprog – fransk og engelsk & økonomi).
Da sommeren kom, fik jeg et brev fra CBS, om at jeg ikke var optaget i år, men at jeg havde fået en standby plads (garanti plads) til næste år.
Det var en total mavepuster!
Tanken om at skulle vente et helt år på at komme i gang med mit studie var næsten ikke til at bære.
Jeg valgte derfor at tage en uge til Grækenland med en veninde.
Da jeg stod i Københavns Lufthavn ved bagagebåndet ringede min telefon pludselig.
Det var CBS. De havde en ledig plads til mig, om jeg ville starte på min uddannelse med det samme.
JA DA!
To flotte eksamensbeviser og en gigantisk arbejdsløshed
Den sommer begyndte jeg på CBS, hvor jeg tog min bachelorgrad på 3 år.
Derefter tog jeg min kandidatgrad inden for International Marketing & Management på 2 år.
Jeg blev færdiguddannet i foråret 2009, hvor vi havde den værste økonomiske krise i nyere tid.
Der stod jeg med to flotte eksamensbeviser. Arbejdsløs.
Der var så høj arbejdsløshed, at lige meget hvad jeg gjorde, førte det ingen steder hen.
Jeg fik et vikarjob i Danmarks Radio, hvor jeg havde den jobstrategi, at gå ind ad bagdøren og med tiden bevæge mig hen til deres marketingafdeling.
Min plan gik egentlig meget godt. Jeg blev efter nogle måneder fastansat.
På det her tidspunkt var der en del ting, der belastede mig.
Min kæreste og jeg havde det ikke særlig godt på dette tidspunkt. Vi skændtes en del, der var meget drama.
Jeg sad i et job med sure og negative kunder hver eneste dag. Som gjorde mig mega trist.
Jeg pendlede frem og tilbage mellem min lejlighed og min kærestes lejlighed.
Jeg var meget følelsesmæssigt belastet og påvirket af alt det, der skete i mit liv.
Filmen knækkede
En søndag aften i marts måned sad jeg i min sofa og så fjernsyn. Pludselig ud af det blå begyndte mit hjerte at hamre derudad, og jeg blev svimmel og fik kvalme.
Med ét blev jeg brandvarm over hele kroppen.
Jeg rejste mig hurtigt op, og gik ud i køkkenet for at gå tilbage til stuen, hvor jeg lagde mig ned på gulvet.
Jeg greb ud efter min telefon og tastede febrilsk mit mors telefonnummer.
Jeg var sindssyg bange!
”Er det her et hjerteanfald”? – tænkte jeg.
Min mor tog telefonen.
”Ring til lægevagten, skat”
”Og sig, at jeg fik at vide, at du havde en hjertefejl, da du blev født”
Da hun fortalte mig dette, kunne jeg mærke et skifte i min hjerne.
Jeg gik fra at være ultra nervøs til at blive rigtig bange for at dø.
Jeg kom på Hvidovre Hospital, hvor alle mine tal var fine. Men hospitalslægen ville gerne have mig ind til en ultralydsscanning af mit hjerte.
Den nat, hvor jeg kom hjem fra hospitalet var mit liv ændret for altid.
Dødstankerne kørte konstant i mit hoved. Jeg var så bange for at dø.
Angstdæmpende medicin og psykolog hjælp
Jeg panik-vågnede hvert 15. minut natten igennem.
Jeg var en omvandrende zombie.
Jeg kunne pludselig ikke holde tanken ud om at være alene. Tænk hvis jeg pludselig faldt om, og ingen var der!
Hver dag handlede udelukkende om ikke at gå i panik på mit arbejde.
Jeg havde kvalme og jeg var ekstrem svimmel.
Jeg tvang mig selv ud ad døren og slæbte mig på arbejde.
Til sidst kunne jeg ikke mere.
Jeg måtte gå til bekendelse over for min chef, fordi jeg kunne ikke bevare min facade mere.
Det var et kæmpe nederlag for mig at melde mig syg.
Jeg havde lige fået en fastansættelse, så jeg følte, at jeg svigtede min chefs tillid til mig.
Efter 7 dages sygemelding blev jeg presset til at komme tilbage på arbejde.
Jeg var slet ikke klar, men jeg ville heller ikke miste mit job.
Jeg tog kontakt til min læge, hvor jeg fik konstateret stressrelateret angst.
På dette tidspunkt anede jeg ikke, at det her handlede om stress og angst.
Jeg fik nogle angstdæmpende medicin, som jeg kunne tage akut – og jeg begyndte efterfølgende hos en psykolog.
Lort til op over begge ører
Psykologen hjalp mig ikke. Hun sad og gabte under vores samtaler, hvilket i sig selv var en deprimerende oplevelse.
Angstmedicinen tog jeg nærmest aldrig, fordi jeg var pisse bange for at blive afhængig af den.
På grund af finanskrisen havde Danmarks Radio deres tredje fyringsrunde, og der blev jeg fyret.
Nu stod jeg med lort til op over begge ører.
Midt i lorten stod jeg også med en følelse af befrielse.
En befrielse for ikke at skulle ud ad døren hver dag med en blind passager af frygt, angst, elendighed, kvalme og svimmelhed.
For første gang i mange måneder kunne jeg slappe af og begynde min helingsproces.
Angst? Hvad er det?
Allerede under min sygemelding havde min mor kørt mig på biblioteket, hvor jeg havde lånt to poser fyldt med bøger om angst.
Da min læge fortalte mig, at det var stressrelateret angst, vidste jeg intet om det.
Tilbage i 2010 vidste ingen mennesker, hvad angst var.
Da jeg spurgte mine nærmeste veninder eller den tætteste familie, rystede de på hovedet. De anede heller ikke, hvad det var.
Jeg stod helt alene. Ingen kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at få mine panikfornemmelser, angstanfald og følelsen af frygt væk.
Palle alene i verden
Jeg var pludselig blevet fucking bange for alt i min verden.
Det var en skræmmende følelse, at stå der og ikke vide, hvad helvede jeg skulle gøre for at få det godt igen.
Hverken lægen, psykologerne eller andre behandlere, jeg gik hos kunne ikke fortælle mig den præcise opskrift på at få min angst væk.
Hvad skulle jeg gøre? Det hele var bare så opslidende.
Hele tiden at skulle forklare venner, familie, psykologer, behandlere, jobkonsulenter hvordan jeg havde det indeni, om alt det der skete i min krop og i min hjerne.
Rædsomt. Det er sgu heller ikke altid en god oplevelse at fortælle fremmede (psykologer, jobcentret, behandlere) om sin største nedtur.
Det er meget sårbart at fortælle, hvilke udfordringer du har, som oftest er noget andre (som ikke har oplevet angst) ikke kan forholde sig til.
Det kunne jeg heller ikke, før det ramte mig.
Kan du ikke køre i tog, kan du ikke køre i bus? Nå?!
Har du problemer med at handle ind i supermarkedet? Nå ok?!
Får du det dårligt, når du sidder i teatret midt i rækken? Ok?!
Alle disse ting og mange andre var blevet svære eller umulige for mig at gøre – uden at få koldsved, hjertebanken, trykken for brystet og en panikfølelse.
Førhen havde jeg overhovedet ikke skænket det en tanke.
Hmmm! Hvad så?
Jeg vidste på dette tidspunkt, at ingen rigtig kunne hjælpe mig. Jeg havde gået til to psykologer, alternative behandlere og læst en masse bøger.
Før jeg fik angst, havde jeg en opfattelse af, at når du gik hos en psykolog, så forsvandt dine problemer. Hvad skulle psykologen ellers bruges til?
Derfor havde jeg også en forventning til de psykologer, jeg gik hos at de kurede mig.
Det fandt jeg hurtigt ud af ikke var tilfældet, fordi jeg havde ikke fået det bedre af at tale med dem.
Min frygt, angst og ubehag var der stadig. Pludseligt stod det klart for mig, hvad fællesnævneren var her. MIG!
Jeg trak derfor i arbejdstøjet og begyndte at lede efter værktøjer, der kunne hjælpe mig videre.
Jeg fokuserede udelukkende i denne periode på min hjerne og mine tankeprocesser, fordi jeg følte, at det var det, det handlede om.
Jeg faldt en dag over Louise Hay, da jeg så et afsnit af The Oprah Winfrey Show.
Louise fortalte om, at du er, hvad du tænker. At du selv kan vælge de tanker, du tænker. Det vil sige, at jo flere positive tanker, desto flere positive oplevelser i dit liv.
Jeg købte mange af Louise Hay’s bøger, og begyndte at studere det selv.
Jeg hængte en masse post-its op med positive bekræftelser over alt i min lejlighed.
Jeg skabte en daglig rutine, hvor jeg gentog mine bekræftelser hver eneste dag og flere gange om dagen.
Jeg startede også med at dyrke motion med høj intensitet derhjemme. Jeg blev stadig svimmel, når jeg gik udenfor min hoveddør, så jeg startede derhjemme.
Jeg blev angst, når mit hjerte begyndte at hamre i brystet og jeg følte, at jeg ikke kunne få luft. Jeg startede derfor stille og roligt.
Jeg læste også meget om eksponering. At jeg skulle forsøge at om-programmere mine tanker og dermed mine angst symptomer, fysiske fornemmelser og angst reaktion.
Efter 3-4 måneder med motion derhjemme, begyndte jeg så småt at få blod på tanden, og jeg var klar til eksponering i mindre grad.
Jeg startede med at løbe rundt om mit lejlighedskompleks, hvor jeg stadig kunne komme hurtigt hjem, hvis jeg fik det dårligt.
Efter noget tid, begyndte jeg at løbe lidt længere væk på villa vejene i nabokvarteret med Charlotte Bircows motivations peptalk i ørene og min mobil i hånden.
Til sidst løb jeg nede i parken flere kilometer væk fra mit hjem og begyndte fra tid til anden at glemme at tage min mobil telefon med.
Jeg arbejdede også med andre elementer som fx mindfulness og kropsscanning. Jeg læste massevis af bøger af bl.a. Anthony Robbins, Louise Hay og Eckhart Tolle.
Jeg fik også lagt mit horoskop hos Birthe Kirk, en professionel astrolog, som kunne fortælle mig om mine naturlige kompetencer, og hvor jeg måske ville trives bedst i forhold til parforhold, arbejde og familie.
Jeg kunne mærke, at jeg på en eller anden måde blev nødt til at lave nogle ændringer i mit liv.
Efter 16 måneder med intensiv selvhjælp, havde jeg det godt igen. Angsten dominerende ikke mine beslutninger, min dødsangst var væk. Mine tanker var optimistiske og positive.
Jeg kunne stadig få angstfornemmelser i visse situationer, men det påvirkede mig ikke i høj grad.
Min kæreste og jeg besluttede os for at stifte familie.
I starten af min graviditet fik jeg et stort behov for at hjælpe andre mennesker med angst. Jeg havde selv følt mig meget alene med min angst, og alle mine angstoplevelser havde været ekstrem grænseoverskridende på alle planer.
Jeg fik pludselig et stort behov for at hjælpe og et sted hvor jeg delte mine erfaringer – men også fordi jeg følte, at der manglede et sted på internettet, som havde fokus på, hvad du reelt selv kan gøre.
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var mig, der skulle samle mit eget puslespil her i livet. Det var min opgave at finde de brikker, jeg manglede for at få det godt igen.
Den læring og erfaring ønskede jeg så inderligt at give videre. Måske var der én person, der kunne bruge noget af det, jeg havde lært på min egen rejse.
Lige inden min fødsel havde jeg lavet en hjemmeside med en brevkasse, hvor jeg samarbejdede med et lille hold autoriseret psykologer.
Min online baby www.stopangsten.dk var kommet til verden og et par måneder senere kom min dejlige datter til verden.
Vi var smask forelsket i vores lille baby ,og at vi nu havde skabt en lille familie sammen.
Det var en meget lykkelig tid.
Jeg havde den bedste barsel, hvor jeg nød at være mor og bare være sammen med dette lille væsen.
Hjemmesiden blev taget rigtig godt imod og hurtigt besøgte tusindvis hjemmesiden, og jeg fik travlt med min lille brevkasse.
Et par måneder efter min barsel fik jeg nyt arbejde, hvor jeg skulle være uddannelseskonsulent. Jeg kunne mærke, at jeg skulle bevæge mig væk fra erhvervsverden og hen imod at arbejde med mennesker.
Jeg havde pludselig fået lysten til at gøre en forskel for andre mennesker.
Den første tid på mit nye job gik alt fint. Jeg var stolt over, at det var lykkedes mig at lande dette job og skifte karrierevej .
Efter nogle måneder begyndte jeg at blive kaldt op på min chef kontor, hvor han kommenterede en e-mail jeg havde skrevet.
Senere blev jeg igen kaldt op på hans kontor, hvor han gav udtryk for, hvem jeg skulle tale med og hvem jeg skulle holde pausemed.
Jeg begyndte at kigge mig lidt om i afdelingen, fordi jeg også nogle gange hjalp til i vores administrative afdeling.
Der var en medarbejder, der var langtidssygemeldt med stress. De to andre administrative medarbejdere gav udtryk for, at de var maksimalt presset, og at de følte sig stressede.
Min chef hev mig også ind til en snak, hvor han talte nedsættende om mine kollegaer, og hvor han forherligede mig, fordi jeg havde en højere uddannelse end dem.
Han skulle også sidde med i alle vores teammøder, hvor han styrede og bestemte, og som hurtigt kunne tage 2-3 timer.
Han bagtalte vores samarbejdspartnere – både personalet, vi direkte samarbejdede med og selve ledelsen. Hun er dit, og hun er dat. I skal ikke høre på dit – I skal ikke høre på dat – på en ondsindet og ubehagelig måde.
Han nød det.
Min krop begyndte så småt at reagere på det giftige arbejdsmiljø, jeg var havnet i.
Da jeg stod i det, kunne jeg ikke se det så klart, som jeg kan i dag. Jeg havde aldrig haft en manipulerende og ondsindet chef, så det kom fuldstændig bag på mig.
Jeg var havnet i kløerne på en psykopat-chef.
På dette tidspunkt havde jeg stort set ikke mærket angst eller stress i 2 år.
Men min krop begyndte at reagere, når jeg skulle sidde i vores teammøder. Jeg begyndte at blive mere og mere nervøs, når vi skulle mødes til teammøder, hvor sveden løb ned ad ryggen på mig.
Min mave begyndte at slå knuder og rumle højt. Jeg fik flere og flere maveproblemer, hvor min mave reagerede ligesom ved dårlig mave, hvor du bare skal på toilettet, og det kan kun gå for langsomt.
Men jeg var jo den pæne pige, som klemte benene sammen. Min mave reagerede mere og mere voldsomt, hvor jeg nu også begyndte at blive bange og meget nervøs for om jeg virkelig kunne holde det inde. Jeg brugte så meget energi på at klemme benene sammen for ikke at skide i mine bukser, at det fik sveden til at løbe endnu mere, og når jeg rejste mig fra møderne, var mine bukser drivvåde og mit bluse var fugtig.
Jeg begyndte også at frygte, når min chef kaldte mig op på hans kontor. Min krop reagerede med det samme med dårlig mave og luft i maven, så endnu en gang skulle jeg bare klemme sammen alt det jeg kunne for ikke at lave lort i mine bukser oppe på min chefs kontor.
Jeg ville for alt i verden ikke miste mit job, som jeg var glad for.
Jeg var glad for at tale med vores unge kursister og hjælpe dem videre. Jeg havde en del kursister, som var droppede ud af deres uddannelse på grund af angst, depression og spiseforstyrrelser. Når de så småt åbnede sig op over for mig, og jeg fortalte lidt om mine egne oplevelser med at rejse sig fra svære tider med depression i en ung alder og angst senere hen, var det som om deres skuldre faldt lidt mere ned og de kunne slappe af.
Jeg så det som min opgave at puste optimisme og håb ind i de unge mennesker, som stod et svært sted i deres liv.
Min psykopat-chef forbød mig at tale om min angst og min hjemmeside. Men det blæste jeg på, når jeg sad over for de her unge mennesker, der havde brug for at høre, at han eller hun ikke var alene om deres udfordringer.
Jeg samarbejdede også med jobcentret, og jeg blev hurtigt meget opmærksom på i hvor høj grad “systemet” tænker i kasser. Mennesker skal passe ind i kasser for at få den hjælp, de har brug for.
Der var mange gange, hvor jeg måtte ryste på hovedet af “systemet”. Der var så mange ting, der var hovedrystende.
På dette tidspunkt havde jeg betroet mig til en ven, som sagde, at jeg skulle komme væk i en vis fart.
Over de næste 3 måneder fik jeg det dårligere og dårligere. Jeg fik pludselig også svært ved at køre i bus og tog med mange mennesker.
En fredag eftermiddag lagde jeg alle mine papirer og personalekort i et aflåst skab på mit arbejde, og jeg skrev en seddel til én af mine kollegaer, hvor jeg også lagde mine personalenøgler.
Den dag vidste jeg, at jeg aldrig ville sætte mine ben på det giftige og vanvittige sted igen.
Mandag morgen sygemeldte jeg mig.
Igen stod jeg uden arbejde. FUCK!!
Efter jeg forlod mit job som uddannelseskonsulent, havde jeg det godt igen.
Min kæreste og jeg besluttede os for at få endnu et barn.
9 måneder efter var vi flyttet fra min lejlighed i Valby til et skønt hus lidt uden for København.
Vi havde pludselig fået brug for, at der var lidt mere stille, mere natur og ingen naboer ovenpå eller nedenunder, der larmer.
Min søn blev født. Vi var nu en familie på 4.
Under min graviditet begyndte nogle af mine følgere at spørge mig, om de ikke kunne blive coachet af mig. Jeg havde ikke tænkt på min hjemmeside som en virksomhed, men en passion, som jeg elskede at have i min fritid.
Efter mine dårlige oplevelser som uddannelseskonsulent, var der en stor del af mig, der aldrig ville ud på arbejdsmarkedet igen. Når jeg tænker over det i dag, var det en regulær frygt, der sad i mig.
Jeg skulle for alt i verden ikke have sådan en chef igen.
Jeg fik for første gang den her tanke om at blive selvstændig. Måske kunne det lade sig gøre at gøre sin passion til en levevej.
Jeg blev nærmest besat af tanken om, at tænk hvis jeg kunne leve af at hjælpe andre mennesker, så skulle jeg aldrig ud på arbejdsmarkedet, som lønmodtager igen. Det var en befrielse, når jeg tænkte tanken. Den tanke emmede af frihed og selvstændighed.
Jeg har altid tænkt, at jeg skulle skabe noget selv – helt fra jeg var lille havde jeg den tanke. Jeg må være født med det ønske, fordi jeg ved ellers ikke, hvor den kommer fra. Min familie har altid arbejdet, som lønmodtagere og alle andre har fulgt den vej.
Men jeg har altid været drømmeren, der aldrig kunne tænke for stort. Min mormor sagde også til mig; “Sofia, lad nu være med at drømme” og andre sagde; “Hvornår bliver du voksen?”.
Jeg gik derfor ind på den her drøm. Jeg brugte alle mine vågne timer på at skabe dette online program.
Jeg sad og knoklede med salgsside, videooptagelse, videoredigering, blogindlæg, opslag på de sociale medier og diverse tekster. Samtidig passede jeg min nyfødte søn og min datter i deres vågne timer. Efterhånden som månederne gik og jeg stadig ikke havde lavet dette program færdigt, startede presset på mig selv lige så stille.
Jeg følte ikke, at jeg havde nok timer i døgnet. Jeg havde også fået en mentor igennem min fagforening, som jeg lige hoppede på telefonen med, når min søn sov middagslur. Hun spurtge mig meget høfligt om tidspunktet for at blive selvstændig var det rigtige for mig. “Ja da” – sagde jeg uden at tænke videre over det.
Jeg talte med min mentor om “Time Management”, fordi jeg ikke havde timer nok i døgnet. Jeg købte en masse bøger om emnet. Ét af rådene var, at jeg skulle stå op kl. 5.00 om morgenen for at arbejde.
Min arbejdsrutine blev til, at jeg gik i seng kl. 22.00 og lå og læste i sengen med en lille led-lampe, fordi min mand og min lille søn sov til kl. 1.00 om natten kun afbrudt af, at min nyfødte søn skulle ammes et par gange om natten. Jeg stod op meget groggy kl. 5.00 om morgen, hvor jeg sad og arbejdede indtil familien stod op.
Når børnene vågnede lukkede jeg for computeren og tændte den igen, når der skulle soves middagslure. Jeg slukkede igen computeren, når de vågnede. Sådan fortsatte dagen. Når børnene var puttede om aftenen, tændte jeg igen computeren og arbejdede videre til kl. 22.00.
Sådan fortsatte mine dage i 6 måneder. Selvom jeg kunne mærke sliddet på min krop, hvor jeg blev anspændt i min vejrtrækning og følte mig konstant tidspresset, stoppede jeg ikke op. Jeg skulle nå i mål med mit projekt. Hver dag sagde jeg til mig selv, jeg skal bare liiiige nå dit, dut og dat og så fra i morgen tager jeg det stille og roligt.
I morgen kom aldrig og jeg udviklede voldsom stress ovenpå en astma diagnose med et ubehageligt anfald og vejrtrækningsproblemer, som fik bægeret til at tippe den forkerte vej. Angsten kom selvfølgelig med det samme og bankede på.
Jeg havde aldrig beskæftiget mig med stress eller min krop for den sagsskyld. Jeg havde udelukkende haft fokus på min hjerne, fordi mine tanker skabte mine udfordringer.
Efter min astma-diagnose og en ny verden med daglig medicin og en nyopstået frygt for pludselige vejrtrækningsproblemer, fik jeg min angst til at gå væk i løbet af 14 dage, fordi jeg vidste, hvordan jeg arbejdede med mine angst tanker.
Stressen og min krop blev en helt anden historie.
Da min søn startede i vuggestue, tog jeg til en jobsamtale i en daginstitution tæt på min bopæl.
Til min overraskelse havde jeg en meget nervøs mave til jobsamtalen, og det blev jeg meget nervøs over. Der skulle jeg igen klemme benene sammen og håbe på det bedste.
Jobsamtalen gik godt trods mine maveproblemer, og jeg fik et 6 måneders vikariat.
Jeg var glad for mit arbejde og som mor til to små børn, blev det mit store ønske at give dem korte dage i daginstitutionen og være sammen med dem.
Jeg var selv vokset op med min mor, som var eneforsøger, og derfor havde jeg selv være et institutionsbarn, som var hjemmefra hver dag fra åben til luk.
Det var ikke noget jeg bevidst valgte dengang, men det var et dybtfølt ønske om at give mine børn en kernefamilie, men også et børneliv, hvor der var plads til samvær, kvalitetstid og ikke mindst korte dage. Det jeg ikke selv havde haft – ikke fordi min mor ikke ville give mig det, men fordi hun ikke kunne, da hun var eneforsøger.
Da mit vikariat var ved at slutte efter de 6 måneder var min chef så sød, at hun nævnte mig til et af sine ledermøder, og jeg kom til en samtale i en ny dagsinstitution.
Her var jeg i de næste 3,5 år.
Jeg elskede mit arbejde med børnene og være med til at skabe en tryg og sjov hverdag for dem. Jeg elskede at jeg ikke sad på et kontor, men at jeg var udenfor og fik frisk luft flere gange i løbet af min arbejdsdag.
Jeg opdagede, at de oplevelser med en psykopat-chef havde sat sig i min krop som et traume.
Hver eneste gang jeg skulle noget der mindede om de situationer, jeg havde været i med psykopat-chefen reagerede min krop på det.
En ond cirkel var blevet skabt.
Det var ligegyldigt hvad det var, men hvis jeg skulle sidde i en samtale, et møde, i en rundkreds med børnene på arbejdet, sidde i toget, bussen, taxaen, på restauranten, café, til koncerten, hos lægen eller hos tandlægen. Ja ligegyldigt hvad, hvis jeg var et sted, hvor jeg ikke lige kunne komme ud, fordi jeg ligesom skulle være der. Det er lidt svært at holde et møde, hvis jeg ikke sidder der. Det er også svært at få passet sine tænder, hvis man ikke ligger i stolen.
Pludselig stod jeg i en situation, at lige meget hvad jeg nærmest skulle gøre fik jeg myldrebæ fornemmelser, som gjorde mig pisse nervøs og som forstærkede mine myldrebæ fornemmelser.
Jeg kontaktede en psykolog som lavede EMDR-terapi, som er en metode til behandling af traumer. Hun kurerede mig ikke, men det var her, at jeg fik øje på, at jeg ikke længere skulle være den pligtopfyldende og pæne pige. Jeg måtte godt rejse mig fra et møde eller sige nej til et arrangement, hvis det ikke var noget, jeg ville eller kunne overskue, selvom jeg ville skuffe andre.
Jeg fik øje på, at mine følelser, behov og ønsker skulle meget mere i centrum, hvis jeg skulle have det godt. I alt for mange år har jeg ubevidst overskredet mine egne grænser, fordi jeg ikke vidste, at jeg kunne stoppe op og sige nej. Jeg har ladet mig føre med og ikke mærket på min egen psyke, krop og sjæl, hvad jeg egentlig inderst ikke ville eller hvad der var godt for mig.
Over de næste måneder og år gav jeg mig selv lov til at være fuldstændig ligeglad med andres meninger og jeg stoppede også med at søge bekræftelse, accept og anerkendelse hos andre mennesker. Jeg skulle til at værdsætte og elske mig selv meget mere end jeg havde gjort og begynde at træffe mine beslutninger, der udspringer fra egen omsorg.
Jeg fik en åbenbaring, da jeg en varm sommerdag, sad jeg ude i naturen med nogle kvinder, hvor vi hver især fortalte om vores oplevelser med stress. På et tidspunkt i min egen fortælling, fortalte jeg, at mine børn var elsket og at de havde en tryg og omsorgsfuld hverdag uden stress og jag. Det har altid været utroligt vigtigt for mig at være sammen med mine børn og være nærværende, når jeg var sammen med dem. De har altid haft fridage og korte dage i daginstituition, hvor jeg har disket op med hjemmebag eller lækkerier fra bageren. De er aldrig blevet sendt afsted i daginstitution eller i skole, hvis de var sløje eller syge. De har altid haft lange og sammenhængende ferier.
Det gik pludselig op for mig, at jeg havde givet mine børn den barndom, som min mor ikke kunne give mig, fordi hun var ene forsøger og var nødt til at arbejde på fuldtid. Jeg havde aldrig tænkt over det før, men måske skulle jeg begynde at drage omsorg for mig selv, ligesom jeg gjorde med mine børn. Hvorfor ikke give mig selv den samme kærlighed og omsorg?
På dette tidspunkt i mit arbejdsliv havde jeg været inden for børneområdet i ca. 4 år. Jeg havde en chef, der havde øje på mine kompetencer og som var glad for min arbejdsindsats og jeg fik ofte ros for mit engagement og min tilgang til børnene. Hun var en meget vigtig brik på dette tidspunkt, fordi min tillid til chefer lå et meget lille sted efter mine oplevelser som uddannelseskonsulent.
Hun genskabte min tillid til den “gode” chef, hvor jeg glædede mig til at komme på arbejde. Da jeg havde arbejdet der i 3,5 år søgte hun en anden stilling, og jeg fik en ny chef.
Det viste sig hurtigt, at min nye chef var skringende skør.
I 2010 kom det helt bag på mig, da jeg sad over for min læge – at jeg havde stressrelateret angst. Jeg vidste ingenting om angst! Det var en ekstrem ubehagelig oplevelse for mig at få panikangst og dødsangst, da mit liv på et split sekund stod bum stille. Pludselig skulle jeg have mandsopdækning 24/7 i form af min mor, kæreste og veninder.
Min verden blev meget sort og min hjerne fungerede slet ikke – mine angsttanker kørte derudad med 200 km i timen, og jeg vidste ikke, hvor stop-knappen var.
Jeg havde det så sindssygt dårligt, at jeg bare ville finde løsningen på det her. Det blev startskuddet til at søge viden, værktøjer og erfaringer fra andre. Jeg ville simpelthen knække koden på min angst.
Det har på ingen måder været den snorlige vej ud af angsten. Jeg har også oplevet tilbagefald, når jeg ikke har passet nok på mig selv. Angst er jo en tilstand du vil have med dig hele livet, så du kan aldrig få den væk. – Og heldigvis for det! Angst-reaktionen er kun godt for dig, når du oplever farer.
Men angstreaktionen skal ikke være overdreven eller irrationel. Den er på ingen måder farlig, men den er ikke særlig hensigtsmæssig, fordi den forstyrrer og ødelægger for meget i dit liv.