Angst fanger og holder fanget. Angst forsøger at styre vores liv og begrænse os i vores udfoldelse. Nogle gange kommer angsten blot på besøg engang imellem, andre gange flytter den ind og breder sig til flere og flere områder af vores liv. Vi kan være angst for at leve eller angst for at dø. Angst for ikke at få hjælp eller angst for at modtage hjælp. Angst for at blive ulykkelig eller angst for at blive lykkelig. Tænk engang – man kan blive bange for at leve og blive lykkelig! Ulogisk og irrationelt. Og alligevel har angsten et rationale og en egen logik.

Logikken bag angsten er troen på, at man er i fare. Mange gange gemmer der sig bag angsten troen på, at man står i en situation, man ikke kan klare. I bund og grund er angsten en kropslig reaktion på en tanke – bare en tanke! Og tanker er jo bare tanker. Tanker er ikke nødvendigvis sandheder. Nogle gange er tanker sande, men andre gange er de helt forkerte. De fleste gange er tankerne et sted midt imellem sandt og falsk. Er vi faktisk i fare, eller ville vi kunne klare situationen, hvis den opstod?

Det vigtige bliver derfor at kigge nærmere på de angste tanker. Er de sande eller falske eller midt imellem. Men man skal også kigge på de erfaringer, der har ledt til tanken. Hvorfor tror vi ikke, vi kan klare en bestemt situation?

Der er nogle kloge englændere (Paul Stallard), der har forsøgt at sætte den tanke, der fører til angst på ligning:

Vores tro på sandsynligheden for at                       X                Vores tro på, hvor forfærdeligt, det ville

en frygtet hændelse faktisk sker                                                   være, hvis det frygtede faktisk skete

__________________________________________________________

Vores tro på egen evne til at klare                         +                  Vores tro på den hjælp, der er

en frygtet situation                                                                         tilgængelig fra andre

Hvis vi tror, der er stor sandsynlighed for at noget frygtet vil ske, og vi tror, det ville være ganske forfærdeligt, hvis det skete – samtidig med, at vi ikke tror, vi ville kunne klare det – og at der ikke er nogen, der vil hjælpe os – ja så er der ikke noget at sige til, at vi bliver bange.

Spørgsmålet er bare, om vi har ret. Derfor bliver vi nødt til at kigge nærmere på de enkelte elementer i ligningen. Har vi ret, når vi tror, der er stor sandsynlighed for at noget frygtet sker? Har vi ret, når vi tror, vi ikke ville kunne klare det, hvis det skete? Eller når vi tror, vi ikke har nogle muligheder for at handle og hjælpe os selv? Har vi ret, når vi tror, der ikke er nogen, der vil hjælpe os?

Det er nogle af de spørgsmål, vi skal stille os selv, når angsten kommer snigende. Nogle af de spørgsmål, vi skal kigge på, hver gang, der runger et “hvad nu hvis…?” i vores hoved. I stedet for blot at stoppe der, skal vi spørge os selv: “Ja – okay, hvad nu hvis…. Ja, hvad så? Hvad kunne jeg så gøre”. Det fleste gange er vi nødt til at gå ud og prøve af i virkeligheden i lille målestok, om vi har ret i vores antagelser. Oftest vil vi så få nogle erfaringer med, at vi ikke har ret og at tingene sjældent er så farlige, at vi ikke kan klare dem. Og de erfaringer er det, der mindsker angsten.

Prøv selv! Prøv selv at arbejd dig rundt i angstligningen. Prøv selv at se kritisk på dine forestillinger om sandsynlighed for at noget sker og hvor frygteligt, det ville være og ikke mindst: Prøv at stille dig selv det spørgsmål: “Ja, hvad nu hvis det skete? Hvad kunne jeg så gøre? Og hvem ville kunne hjælpe mig”

God fornøjelse 🙂

Venlig hilsen

Psykolog – Lise Andersen

(Visited 196 times, 1 visits today)
Share This