Jeg skriver, fordi jeg har brug for lidt "grundlæggende" viden og rådgivning om separationsangst hos større børn.

Jeg har en datter på 4½ år som sandsynligvis lider af abnorm separationsangst i større eller mindre omfang. Jeg skriver sandsynligvis fordi det er noget jeg selv har læst mig frem til, jeg ved det ikke. Hun har egentlig altid været tilbageholdende, og vi har tænke at hun nok ville "vokse fra det", men jeg synes ikke det bliver bedre, tværtimod måske.

Hun har meget svært ved situationer hvor hun skal skilles fra mor og far. Hun har nu i to omgange prøvet at starte til gymnastik, hvor forældrene sidder ude på den anden side af døren og venter, og det kan hun slet ikke. Hun bliver så bange og klamrer sig til os. Hun kan ikke tænke på andet end hvor mor/far er, selvom det er sjove og spændende ting hun i virkeligheden gerne vil være med til. Hun bliver virkelig angst.

Hun kan rigtig godt lide at have veninder med hjem og lege, men nægter fuldstændig at hun skal hjem til dem. Selv ikke naboens datter, som hun er rigtig god til at lege med, og som jo bor lige ved siden af vil hun heller ikke være hos alene. Hvis vi fx er på besøg hos venner med børn, som hun kender rigtig godt, går der også lang tid før hun ikke hænger i buksebenene på os.
I forhold  til børnehaven går det nogenlunde. Hun var umådelig lang tid om at vænne sig til at være der (måske et halvt år ), og hun leger kun med nogle få udvalgte. Når hun skal sige farvel om morgenen skal det altid foregå på den nøjagtig samme måde, ellers bliver hun hylet helt ud. Og det er også helst bestemte voksne hun skal vinke med. I løbet af dagen er det lidt forskelligt hvordan det går. Hvis ikke der er nogle hun kommer i gang med at lege med, går hun meget op og ned af pædagogerne.

Hun elsker sine bedsteforældre og har et godt forhold til dem. Her accepterer hun at blive passet samt at overnatte, men også her er hun ked af det og vil ikke give slip når vi siger farvel. Når vi er gået er der som regel intet.
På nuværende tidspunkt ville det ikke være en mulighed at hun fx deltog i en børnefødselsdag uden mor/far, hun ville være for bange. Det er sådanne aktiviteter og situationer jeg er bange for at hun pga. sin separationsangst ikke vil kunne deltage i, selvom vi opforderer og hjælper så meget vi kan.

Nå men mit spørgsmål går mest på hvordan jeg skal gribe det an?
Vi har allerede brugt over et år på at se tiden an, og se om hun ikke udviklede sig til bedre at kunne håndtere en situation uden mor/far. Men det er ikke ændret.

Dels er jeg i tvivl om/hvordan hun skal have stillet en egentlig diagnose? og hvorvidt vi skal tænke på behandlingsmuligheder - hun er jo trods alt ikke så gammel. Jeg tænker også at vi må kunne gøre meget selv i opdragelsen, men hvordan kommer vi i gang, og hvem skal vi evt. tage kontakt til for at få nogle værktøjer vi selv kan bruge?

Jeg er også tit i tvivl om, hvor hårde vi skal være. Om vi skal tvinge hende ud i nye situationer, det skal jo heller ikke være sådan at hun bliver endnu mere angst. Vi prøver at tale om hvad nu er/blev bange for, det er ikke altid hun vil det. Hun er dog godt klar over at der er en række ting hun ikke tør.

Mange hilsner
Eva

Hej Eva

Jeg er ikke sikker på, at din datter har seperationsangst. Børn og mennesker er forskellige. I dag synes man at børn skal være meget mere åbne og kontaktende end mange er af natur. Hun vil jo gerne være hos dem, som hun føler tryghed ved. Nogle børn har brug for mere tryghed end andre og har det bedst med at være i kendte rammer og skal have lang tid til at vænne sig til nye ting. Hun er kun 4 år og ofte går dette over, når hun bliver ældre og føler, at hun mestre mere selv.

Men det er vigtigt, at I som forældre ikke presser hende, men lader hende selv udforske verdenen i det tempo, som hun har. hvis I tvinger hende, så vil hun kunne udvikle en egentlig angstlidelse. Det er også væsentlig, at I hjælper hende ved at tage med hende på besøg, når I er på besøg hos hendes og jeres venner, så ser hun, at mor og far også kan lide at være her og langsom vil hun føle tryghed ved at være det sted. Hun har brug for at kende folk godt, og dermed lære det andet barns mor godt at kende, inden hun kan lide at være der alene. Udvælg en enkelt anden familie og lær hende at være der.

I skal endelig blive ved med at lade hende sove hos sine bedsteforældre, da hun her øver sig i at være væk fra jer.

Iøvrigt kan I prøve at tale med jeres forældre om hvordan I var som 4 årige, ville I gerne ud til fremmede eller kunne i bedst lide at være hos mor og far. Hvordan reagerede I i lignende situationer.

Med venlig hilsen
Jane Bager