Jeg hedder Daniel.

Jeg har nu gået rundt med noget jeg tror, der er angst, i cirka 14 år. Jeg er 20 år nu, så jeg var meget ung da det startede. Jeg har gået til psykologer og psykiater, men ingen af dem tror oprigtigt på at jeg har angst.

Hvad der normalt sker er at jeg kan som et eksempel skrive en besked til min kæreste, hun svarer ikke i en time og så begynder mine tanker at flyde; er hun okay? hvorfor svarer hun ikke? Er hun kommet til skade? Er hun død?

Det hele startede med at mine forældre skulle ud til nogle venner, så min farmor skulle komme og passe mig. Hun ringede og fortalte at hun var ved vores hus om lidt, så jeg sagde at jeg sagtens kunne blive hjemme ind til hun ankom. Min forældre tøvede, men tog af sted til sidst.

Min farmor kom ikke den første time, og efter at jeg havde hørt lyde i huset sad jeg inde i mit skab og rystede. Jeg hørte en ambulance og jeg fik tanker som; er mine forældre okay? Har de været ude for en bilulykke? Er ambulancen til dem?

Den episode skete da jeg var seks år gammel. Jeg har altid haft en høj IQ, så jeg har ALTID overtænkt for mange ting. Jeg husker også negative ting jeg har fået af vide da jeg var yngre. Jeg kan allerede når jeg høre det jeg får af vide, spotte om det er noget jeg vil huske på livstid eller noget jeg aldrig vil huske igen.

Jeg har flere gange, når jeg er hjemme ved min kæreste, oplevet anfald hvor jeg græder, ryster, skriger, tager hænderne til hovedet, sidder med knæene ind på brystet og at jeg ikke kan komme ud af det igen. Det er som om alt omkring mig bliver som en tegning med vandfarver, der bliver hældt vand udover. Alt løber og ser forkert ud.

Jeg har fortalt alle jeg har nærmest omkring det, men den eneste, der tror mig er min kæreste. Mine forældre tror ikke på mig, selvom vi har brugt utallige timer på at snakke om det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Om jeg bare skal leve med det eller om jeg kan få hjælp fra nogen, der rent faktisk tror mig.

Kære Daniel

Tak for dit brev. Jeg tror på dig! For jeg har tidligere mødt andre unge, som beskriver samme oplevelser som dig. De har beskrevet, hvordan deres oplevelse af verden lige pludselig bliver forandret og forvrænget, f.eks. med forkerte proportioner. Og de har beskrevet disse oplevelser i sammenhæng med at have været bange på en eller anden måde. Men hvad det præcist er, du oplever, kan jeg ikke fortælle dig.

Du skriver, at du har været hos psykolog og psykiater. Hvordan forstår de problemet? Det, du beskriver, du oplevede som barn, lyder som separationsangst. Og det lyder også, som om det er det, du kan opleve med din kæreste. Spørgsmålet er, om du kan blive så angst, at din hjerne simpelthen går i "overdrive"?

Måske er det ikke muligt helt at finde ud af, hvad der er, du oplever. Måske er det også mere vigtigt at du får hjælp til, hvordan du kan kontrollere det bedre. Har du fået hjælp til det? Er der noget, du har oplevet hjælper? Jeg tænker, at det er det, du måske skal fokusere på.

Håber det her var til hjælp for dig.

Med venlig hilsen
Lise Andersen
Autoriseret Psykolog
Tel: 33 160 161
www.psykolog-liseandersen.dk 

Latest posts by Lise Andersen - Psykolog i brevkassen (see all)
    (Visited 471 times, 1 visits today)