Hej!

Det er gået op for mig, at jeg nok hele mit liv har gået med angst for irrationelle ting. Jeg er i dag 18 år, og har både været hos lægen (de vil ikke udskrive piller og siger ikke rigtig om jeg fejler noget) og har snakket med mine forældre osv. Det viser sig, at min far tager angstmedicin (havde jeg ingen idé om), og kan se sig selv i mig. Jeg vil gerne beskrive nogle siutationer.

1) Skal op og handle alene, og opdager at der holder mange biler. Mit hjerte begynder at hamre og jeg får det rigtig skidt. Jeg er lige ved at vende om igen, men tager mig sammen og går ind. Er rundforvirret og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg tager mig ikke tid til at kigge omkring, griber bare ud efter de ting jeg skal have og skynder mig hen til kassen og får betalt. Er meget bange for hvad folk tænker om mig, og om de kan se hvordan jeg har det.

2) Har lige fået kørekort, og har endnu ikke været ude og køre alene. Jeg tør virkelig ikke. Jeg er hunderæd (altså VIRKELIG bange) for at gå i stå midt på vejen og gå så meget i panik, at jeg ikke kan starte igen. Eller at jeg skal parkere og jeg rammer en anden. Eller at jeg kommer til at køre i forkerte vejbane? Stoler overhovedet ikke på min krop.

3) Derudover tør jeg ikke gå i butikker alene, tør ikke gå fitness alene, har lyst til at begrave mig selv når jeg går alene blandt mange mennesker. Føler mig dømt, vendt og drejet, og føler mig til grin.

Jeg kan ikke finde ud af om det er socialangst eller hvad det er. Jeg er i hvert fald ikke normal. Jeg kan ikke leve med, at jeg altid skal have en ledsager med overalt hvor jeg befinder mig. Det er så ydmygende.

 

Mvh Anna.

Kære Anna

Det du beskriver lyder helt sikkert som angstsymptomer.

Det er vigtigt at du tager kontakt til en kognitiv psykolog, som kan diagnosticere dig om det er socialangst eller en anden form for angst. Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med via denne mail.

Du kan også få en henvisning til en kognitiv psykolog hos din læge, men så er det vigtigt, at du beskriver dine angstsymptomer så grundigt som muligt – så din læge vurderer din situation korrekt. Hvis lægen ikke vil give dig en henvisning, så spørg ham eller hende – hvorfor? Og tag evt. dette svar med, som du kan vise ham eller hende.

Jeg er faktisk helt enig med din læge vedr. udskrivning af medicin. Jeg synes det er positivt, at din læge ikke bare udskriver medicin, så snart ordet angst kommer op i samtalen. Du skal tænke på, at medicinen ikke hjælper dig på den lange bane – tværtimod. Den dulmer kun kortvarigt og behandler ingenting. Men den kan være et godt supplement til et psykologforløb.

Hvis du aktivt går ind i et forløb med en kognitiv psykolog, så kan du på relativ kort tid godt knække din angst – det handler om at du bliver bevidst om dine tanker (som du beskriver rigtig fint her) og så får nogle værktøjer til at takle de situationer, der fremprovokere angsten. Med tiden får du angsten til at forsvinde eller i hvert fald derhen hvor den ikke styrer dig.

Held og lykke med det hele.

Kh Sofia

Share This