Jeg prøver og finde ud af, om jeg lider af angst eller ej. Jeg har en stor rastløshed og bliver irritabel og utålmodig. I min mave virker det som om, der er vildt mange sommerfugle, der flyver rundt. Har svært ved at komme i gang med ting både privat og på mit arbejde. I mit daglige arbejde omgåes jeg mange mennesker og har dagligt møder med andre mennesker. Ved møderne kan jeg nogen gange tage mig selv i ikke at have hørt efter, hvad der er blevet sagt.

Jeg har let ved at græde og blive slået ud over ingenting. Når mine store børn er til fester eller i byen, er jeg bange for, at der skal ske dem noget. Og gør mig store bekymringer. Jeg er meget træt sidst på dagen og falder ofte tidligt i søvn og vågner så om natten og tænker en masse tanker. Prøver dog at slippe af med de tanker ved at læse i en bog, når jeg vågner om natten.
En lidt rodet mail, men det er sådan mine tanker lige komme ud.

Tænker om nogle øvelser måske kunne være godt for mig.

På forhånd tak for hjælpen.

Mvh Lone

Kære Lone

Tak for din henvendelse.

Ud fra din beskrivelse af hvordan du har det, kan jeg desværre ikke sige dig, om det er angst, eller hvilken anden kategori vi kan samle dine symptomer i. Der kan være tale om angst, men jeg vil skulle vide mere for at kunne afklare det. Men uanset hvad det er, så er der noget, der nager dig og forstyrrer dig i at have en god hverdag. Det lyder som om, at rastløsheden og bekymringerne er lidelsesfulde, og du er sårbar. Det synes jeg, at du skal tage alvorligt. Jeg har svært ved at pege på en specifik øvelse, men jeg tænker, at der er noget, du skal blive klogere på. Klogere på hvad det handler om, og hvad der sker i dig. Måske kunne øvelsen være at skrive dagbog, skrive tanker og følelser ned, eller at tale med en fortrolig om det. Det kunne også være en mulighed at tale med en psykolog, hvor I sammen kan udforske dine symptomer, forstå dem, og planlægge en behandling.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du kommer videre med det, så du kan få det bedre.

Med venlig hilsen

Maria Krøl
Autoriseret psykolog
www.psykolog-maria-krol.dk

Sofia Mira
(Visited 135 times, 1 visits today)