Min datter er 2 år, hendes start på livet var kolik i 6 lange måneder.

LÆS OGSÅ: Separationsangst hos 4-årigt barn <<

Hun har altid været rigtig rigtig glad for mig (mor), hvis vi er nogen steder (både kendte og ukendte) reagerer hun med gråd, og skal være oppe hos mig hele tiden.

Hun er netop begyndt i en ny institution, og nu efter 4 uger er der endelig en pædagog, hun har knyttet sig til.

Men hvis hun ikke er der, bliver hun ked af det, græder, slår, råber og skriger - og hun stopper IKKE!

Ikke før hun bliver hentet.

Hun kan til nøds blive passet af folk hun kender, men græder hjerteskærende, når jeg går.

Hvis vi har gæster herhjemme eller er på besøg, skal hun som sagt være oppe hos mig hele tiden.

LÆS OGSÅ: Angst og skolepres <<

Hun vil en sjælden gang imellem gerne udforske verden lidt, men kun hvis jeg er lige i nærheden, altså hun trækker mig næsten hen til det, hun gerne vil se på, og hun viger ikke fra min side.

Desuden har hun et stort temperament og bliver meget vred og ked af det, hvis hun ikke får sin vilje.

Hvordan tackler jeg problematikken med, at hun er så glad for mig, og kan det være separationsangst?

Hilsen Caroline

Kære Caroline

Det er vel nok svært for dig, når din datter har så vanskeligt med at kunne være sammen med andre uden dig.

Når man er lille skal man lære to ting, den ene er at kunne knytte sig til mor, far og andre.

Men samtidig skal man øve sig i separation, det vil sige adskillelse processer.

Din datter har svært ved at klare adskillelsesprocesserne.

LÆS OGSÅ: Er angst og nervøsitet det samme <<

Jeg vil råde dig til, at du langsomt øve med hende.

F.eks. kan du få en bedsteforældre eller en anden voksen, som hun kender godt til at samarbejde med dig.

Det er vigtigt, at I laver en rutine omkring det, f.eks. kan det være en bedsteforældre, som henter hende i vuggestuen en dag om ugen og tager hjem med hende og er sammen med din datter en til to timer, inden du kommer hjem.

Senere kan du så få bedsteforælderen til at komme en dag i weekenden, mens du så går en tur og kommer hjem efter en halvtime.

Dette skal gentages ofte og langsomt udvides.



Desuden er det vigtigt, at du fortæller din datter, at nu kommer f.eks. mormor og passer dig, og det er helt ok, mor kommer igen.

Når du siger dette, er det vigtigt, at du har ro og selv synes, det er en god ide.

Du skal mene og føle at det går.

Hvis du selv er bange eller angst for, hvad der sker, så kan din datter mærke det og vil reagere på dine følelser.

Du skal selv føle, at det er helt ok.

Det er således både din datter, som skal øve sig i adskillelse , men samtidig skal du øve dig i at tro på, at din datter kan det, og du skal overbevise hende om, at alt er ok.

Det er bedst, at hun først øver sig på få voksne og derefter vænner sig til flere voksne.

Hvis dette ikke lykkedes for dig, vil jeg anbefale dig at tale med en sundhedsplejerske og få hjælp til dette.

Nogle børn har sværere ved disse processer uden der er noget forkert.

Du ønskes held og lykke med at lære din datters adskillelse.

Med venlig hilsen
Psykolog Jane Bager

 

Skriv en kommentar, hvis der er noget, du kan bruge fra indlægget. Tak fordi du læste med i dag Hjælp til angst