Fandt din hjemmeside i dag og tænkte at du måske var den rette at høre omkring angst og graviditet.

Jeg er 22 uger henne i min første graviditet og fik for 8 uger siden angst. Jeg var på det tidspunkt rigtigt syg med bihulebetændelse, lungebetændelse og astma og havde derfor meget svært ved at trække vejret. Selvom jeg blev forsikret om at jeg fik nok ilt, var min reaktion i en 14 dages tid helt ude af proportioner. Jeg kunne slet ikke slappe af, var bange for at være alene, var helt ekstremt rastløs, kunne ikke sove og græd bare rigtigt meget.

Jeg har ret hurtigt fået det bedre også i takt med, at jeg er blevet rask, men kan desværre ikke slippe angsten/uroen 100%. Jeg får ikke angstanfald længere, men har stadig svært ved at være alene med mig selv pga. det tankemylder der hele tiden opstår. Vil helst have at min mand er hjemme hele tiden eller at jeg har aftaler med veninder - det er bare så trættende at være så afhængig af andre. Er alligevel alene en del, men jeg føler så ikke jeg rigtigt kan slappe af - jeg sidder nærmest bare og venter på at min mand skal komme hjem eller jeg skal ud af døren.

Mit første spørgsmål er vel egentlig, hvordan du havde det med angsten, da du var gravid? Jeg føler at mine hormoner er en stor del af problemet. Kan i hvert fald klart mærke at når hormonerne kører op, så kører jeg med. Var det værre for dig da du blev gravid? Jeg har selvfølgelig kun haft angst sammen med hormonerne og kan derfor ikke se hvad der er det ene og hvad der er det andet. Men det gør jo desværre at jeg har svært ved at nyde med graviditet, da jeg gerne vil have den overstået og det giver jo en del dårlig samvittighed.

Mit andet spørgsmål er, om du kan genkende den her ulyst til at være alene, og det her store behov for at beskæftige sig selv? Har du nogen gode råd til, hvordan man lære at kunne klare sit eget selskab?

Jeg er stadig i den process, hvor jeg skal finde ud af, hvad min angst egentlig skyldes, så jeg kan prøve at arbejde med de problemer. Tror bestemt noget af det handler om mit arbejde, hvor jeg arbejder for mange timer og har svært ved at sige nej. Noget af det handler om helt gammel bagage.

Håber du har mod på at hjælpe mig lidt.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Jeanette

Hej Jeanette

Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg kan nikke genkendende til alle dine udfordringer, fordi jeg har selv oplevet dem. Det er faktisk ret opslidende at føle sig afhængig af andres hjælp. Jeg havde to følelser blandet ind i hinanden på det punkt. På den ene side var jeg dybt taknemmelig for at min familie og veninder var der for mig, men omvendt havde jeg faktisk også brug for alenetid. Og hvordan får man lige alenetid, når man ikke kan lide at være alene. Men sådan havde jeg det bare. Så det var det første arbejdspunkt for mig. Jeg ville simpelthen kunne være alene.

Så jeg startede med at være alene i en time eller to og så kom min mor, min kæreste eller en veninde. Og den tid udvidede jeg så hele tiden og ret hurtigt. Når jeg så var alene hjemme, så havde jeg altid noget at lave, som kunne distrahere mig fra mine angsttanker. Så jeg sad og lavede collager fx den øvelse, der hedder mind-control-collage (denne øvelse er under fanebladet "værktøjer" på hjemmesiden). Jeg købte også pottemuld og blomster og plantede dem i potter. Jeg får det altid godt af at se på flotte blomster og ikke mindst kunne dufte til dem. Det er i denne tid, du kan pleje alle dine interesser eller genoptage nogle fra din barndom eller også ordne noget i din lejlighed/hus, som mangler at blive gjort. Fx pudse alt sølvtøjet eller hvad det nu kan være. Det er bare vigtigt, at du udfordrer din angst med det samme. Især fordi du ikke er så langt i dit forløb endnu (som jeg læser det). Men det er selvfølgelig vigtigt, at det er i et tempo, hvor du kan være med. Det er forskelligt for os allesammen. Når du konfronterer din angst, vil du opleve meget ubehag. Men når du udfordrer angsten igen og igen, så vil den aftage hen ad vejen. Men der kan godt gå fx 3-6 måneder før din reaktion aftager, når du er alene. Det varierer fra person til person.

Da min kæreste og jeg besluttede at få et barn, så havde jeg fået det så godt, at jeg synes, det var forsvarligt at blive gravid. Jeg havde dog alligevel et par ubesvarede spørgsmål, som jeg jo først kunne få svar på, når jeg var gravid. Hvordan vil min graviditet påvirke angsten - ville det påvirke positivt eller negativt? Det kunne jeg ikke vide på forhånd. Før min graviditet, skulle jeg altid have nogle angstdæmpende piller lige ved hånden. Jeg tog dem aldrig, men de gav mig en tryghed. Hvis jeg nu fik et angstanfald, så havde jeg jo mulighed for at tage en pille. Da jeg blev gravid, var det helt udelukket for mig at tage medicin, men jeg havde dem stadig med mig i min taske, når jeg skulle tage toget eller noget andet. Da jeg havde været gravid i 3 måneder, blev jeg opmærksom på, at min angst var kraftigt aftaget. Jeg oplevede meget få reaktioner på angsten, når jeg tog toget, gik til lægen eller på café. Og hvis de dukkede op, så gik de hurtigt væk igen. Det nåede derfor aldrig at påvirke mig. Jeg begyndte også at glemme at tage pillerne med mig, og det resulterede i, at jeg simpelthen en dag besluttede at smide dem ud i skraldespanden. Jeg havde ikke brug for den tryghed længere. Nu havde jeg en tryghed i mig selv. Jeg kunne godt takle et angstanfald, hvis det kom. I hele det år, hvor jeg frygtede angstanfaldene, der nåede de aldrig op på fuld styrke. Så det jeg frygtede skete faktisk aldrig, men det kan jeg jo se tilbage på nu.

Et andet ubesvaret spørgsmål var, om jeg reelt kunne føde mit barn uden at gå totalt i panik, hvis jeg ikke kunne få luft. Eller kunne trække vejret rigtigt under veerne. Hvordan ville min krop reagerer på det? Da tiden så kom, og jeg begyndte at få veer, så tænkte jeg ikke på andet, end at jeg havde ondt. Og så hjalp mine vejrtrækningsøvelser helt vildt meget, så det var godt, at jeg havde lært at takle min angst via vejrtrækningen, fordi det kunne jeg bruge her. (Denne øvelse kan du også se under "værktøjer" på siden). Så angsten dukkede slet ikke op, da jeg fødte min skønne datter.

Det jeg vil anbefale dig at gøre er, at skrive dine tanker ned i et hæfte, så du kan få et overblik over dem. Hvad drejer de sig egentlig om? Og så kan du arbejde med dem herefter, da det jo er dine tanker, der udløser angsten. Det er en rigtig god måde, så du får skabt dig et overblik over dine tanker. Som du også nævner, så myldrer dine tanker rundt i øjeblikket - og du ved ikke helt hvad der er op og ned. Det er derfor, du vil få gavn af at skrive dem ned, så du efterfølgende kan arbejde konstruktivt med dem.

I de første 6-9 uger af min graviditet, påvirkede min angst mig. Jeg begyndte at koncentrere mig meget om min vejrtrækning, da jeg nu skulle sørge for at trække vejret ordentligt, da det nu også handlede om mit barn. Hvis jeg ikke trak vejret, så gjorde hun det heller ikke. Det resulterede i, at jeg ikke følte, at jeg trak vejret korrekt. Og det påvirkede mig lidt i starten, men jeg fortsatte med at lave mine vejrtrækningsøvelser. Med tiden fokuserede jeg på alt det positive omkring min graviditet, og så forsvandt det helt af sig selv lidt efter lidt.

Du nævner dine hormoner, og de påvirker dig helt sikkert. Hvordan dine hormoner påvirker angsten, ved jeg desværre ikke så meget om. Der vil jeg anbefale, at du kontakter din læge, og hører hvad hans/hendes viden er på området. Min erfaring er, at alle læger ikke er lige opdateret omkring angst, så led videre efter en fagperson, hvis du ikke får et svar, du kan arbejde videre med.

Det vigtigste er, at du får klarlagt, hvad der udløser din angst. Dernæst, arbejde med de punkter, du har fundet frem til. Det vil sige, konfrontere din angst. Efter et stykke tid, så vil din angst aftage. Den vil ikke være væk med et trylleslag, men den vil aftage kontinuerligt, som du arbejder med den. Hvis du har nogle arbejdspunkter, hvor du tænker, det her kan jeg ikke alene, så bed et nærtstående familiemedlem, din mand eller en god veninde om hjælp.

Afslutningsvis, vil jeg sige til dig, at du ikke skal have dårlig samvittighed. Du gør dit bedste for dig selv og dit kommende barn. Du er i gang med at arbejde med angsten, det beviser din mail til mig. Jeg ønsker dig en rigtig god graviditet, og du må endelig skrive til mig og fortælle om dine fremskridt og ikke mindst dine oplevelser med angsten og din graviditet/fødsel. Du kan give din viden videre på et senere tidspunkt, og hjælpe mange andre gravide. Jeg håber, at høre fra dig igen 🙂

De bedste hilsner,
Sofia - Stifter & Initiativtager til STOPANGSTEN.dk

(Visited 1.645 times, 1 visits today)
Gratis e-bog: Når angsten puster dig i nakken
Close

Få min Gratis E-bog "Når angsten puster dig i nakken"

★ Angst, stress og vrede - hvordan giver jeg slip?
★ Er varig angst farligt for helbredet?
★ Hvornår ved jeg, at angsten er på retur?
★ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen gratis
Share This